Restaurant

Molskroen

Klassificering

MASTERS LEVEL

Perfektioneret krooplevelse

Idylliske rammer møder dig, når du træder ind i den trelængede gule bindingsværkskro med lyse rum og kig til vandet. Værtskabet er diskret, men allestedsnærværende og gennemført lige fra champagnevognens præsentation til kaffen med den velassorterede avecvogn. En overdådig seksrettersmenu med alt inklusive koster 2600 kr., hvilket er, hvad man kalder et fund i denne mesterklasse. Seks retter er denne dag krabbesalat, dampet helleflynder, hummer, beef wellington, osteanretning og jordbærtærte, men bag menuens klassiske navne gemmer sig små perler af gode idéer til nytænkning. Krabbesalaten står som en af aftenens højdepunkter med krabbekød rørt med ramsløgsmayonnaise dækket af et papirtyndt lag agurk og pyntet med let bitre små tallerkensmækkerblade og en perfekt matchende skefuld saltbidragende oscietrakaviar. Fedmen, bitterheden, agurkens særlige klorofylsmag og kaviarens salt går op i en højere enhed med den fine frugtsødme i Saar-rieslingen Scharzhof 2018 fra Egon Müller. I det hele taget er match mellem vin og mad perfekt. Fx den særlige struktur og bitterhed i vores glas rosé fra Loire 2014, der gør noget magisk med de grønne ærter og en grøn urtesauce af citronmelisse, citronverbena og persille, der begge indgår i den lidt mere intetsigende helleflynderservering. Mange af retterne er klassiske, men har så lige en tvist, der både er velsmagende og inspirerende, som de fyldige appetitvækkere, der byder på halve hindbær med kaviar, hjulkrone og kærnemælk eller en perfekt lille bao med afdæmpet indisk lammecurry og raita. De tre appetitvækkere er stedet, hvor køkkenchef Steffen Villadsen leger og lader verden komme med inspirationer til bl.a. en perfekt smørmør kammusling med sprøde majskerner, hvedekorn og chili. Ellers sikrer menuen, at klassiske dyder ikke udvandes, men at der inddrages lokale grøntsager i stor stil, hvor smagen er tro mod råvarernes egne fine smage. Menuens andet store highlight er en fortolkning af Unika-osten Havgus, der kommer med hasselnødder, brunet smørsauce og godt med urter fra haven. Sammen med det hvide glas bourgogne 2014 fra Leroy udgør osteserveringen et match made in heaven i fedme og umami, der møder vinens egne noter i en friskere skarphed. Det er et måltid, der mætter, så midtvejs bliver vi sendt på en gåtur til vandet med et lille glas Taittinger-champagne at fordøje på, og senere for at skabe plads til desserten får vi en rundvisning i vinkælderen, der byder på kronjuveler fra både Bourgogne og Bordeaux i årgange, der næsten er uopdrivelige. En aften i godhedens tegn med mesterlig mad og fremragende vine og service fuldender det perfekte kroophold.

Contact

Adress

Hovedgaden 16
8400Ebeltoft

Phone

+45 86 36 22 00

Web

http://molskroen.dk

Other places nearby

News