




En fiskeoplevelse af ypperlig kvalitet
Siden 2009 har Kødbyens Fiskebar været en magnet for folk med trang til fisk og skaldyr af højeste kvalitet. Lokalet er råt og gråt, der er ingen dug på bordene, og fra højtalerne strømmer der primært hiphop – heldigvis ikke for højt. Stilen er tjekket uformel, og det generelt unge og internationale hold af tjenere serverer afslappet, men kyndigt med glimt i øjet. Du kan vælge retter à la carte (heriblandt seks forskellige slags østers) eller en syvrettersmenu kaldet ”Under overfladen”. Hertil kan vælges en vinmenu med fem glas, hvis ikke du kaster dig over det flotte naturvinsdominerede vinkort (hvis du ikke er til alkohol, kan vi varmt anbefale husets hjemmelavede havtornebrus). Det er især de varme retter, der imponerer, for her er køkkenet, under ledelse af køkkenchef Jamie Lee, overbevisende i dets præcision i tilberedningen af retternes hovedemne, samtidig med at tilbehøret er vidunderligt velsmagende og tilpas innovativt. Eksempelvis et stykke perfekt stegt kuller fra Vesterhavet, der ligger på en fantastisk sauce af umamismagfuld løvstikke, og ellers har selskab af stegte porreringe, dutter af rygeostcreme og lidt sprøde ærteskud på toppen – skønt! Herefter følger torskerogn formet som en frikadelle med en sprød stegeskorpe, men ”rosa” i midten, så den ikke er tør. På toppen en cremet emulsion af røget æggeblomme og skiver af syltede hvide asparges og i bunden en smuk grøn sauce på citronmelisse. Salt, fedme, umami og syre i smuk forening, og resultatet er den bedste torskerognsret, vi husker at have fået. Helleflynderen er selvfølgelig også perfekt stegt, fast og saftig og trives udsøgt sammen med den fyldige estragonsauce, de ristede kåltoppe og den friske kørvel. Ved siden serveres en skål med en slags grød af perlebyg og boghvede, der får velsmag fra Vesterhavsost, ristet løgsmør og frisk purløg. Desserten med rødbeder og små kager på en syrlig creme forstår vi ikke helt, men til gengæld nyder vi den røde beerenauslese fra den burgenlandske kultproducent Tschida – masser af fylde, honning og komplekse kryddernoter fra den søde vin, der er på druesorterne blaufränkisch og rösler. Efter måltidet kan du passende rykke op i baren og udforske cocktailkortet, mens du tænker tilbage på en fiskeoplevelse præget af ypperlig råvarekvalitet, teknisk præcision og velsmag.