Restaurant

Villa Vest

Klassificering

MASTERS LEVEL

Uhøjtidelig top gastronomi på den yderste kant

Den smukke gule villa ”Villa Vest” her længst mod vest har en nærmest magisk evne til at skabe øjeblikkelig ro, tryghed og lyst til afslappet nydelse. For på trods af beliggenheden direkte op af det ofte stormomsuste Vesterhav, oplever vi hverken kuling eller så meget som en mild modvind, her i den lille ferieflække, Lønstrup. Det, der rammer os fra køkkenchef Anders Holms lokalforankrede køkken, er tværtimod en herlig frigjort kombination af indbydende og nærmest overskuds tilbagelænet kulinarisk lethed.

Udsigten fra det lyse lokale med de store sprossede vinduespartier er selvsagt formidabel, og selv om der er mulighed for at nedskalere og vælge en 3-retters menu, giver de naturlige omgivelser og den livlige stemning i huset os kun ekstra lyst til at gå ombord i ”Den store aftenmenu” med 11 serveringer.

Bobler i form af riesling-sekt fra Markus Molitor og et par sprøde snacks bliver tilkøbt, for at vi kan få det hele med. Men de ægte herligheder rammer os først for alvor med første kvartet af havserveringer. Tre mundrette stykker gigas østers fra Limfjorden er gemt under syltede tynde skiver persillerod og en dybgrøn tilpas stikkelsbærsyrlig urtebouillon. Mums. Signatur-rimmet kammusling står yderst smagsren og er direkte forførende i sin tekstur. Årets ”hav-ret” 2024 excellerer stadig med en kompleks kombination af små fedmefyldte rå rejer, saltsyrlige mirabeller, hæg, slåen og en lyserød sauce på tomat, blomme og en nærmest amaretto-lignende smag fra olie lavet på grene fra førnævnte hæg. En på alle måder vild ret, der følges op af en klart mindre udfordrende men mindst lige så stor smagsvinder. Samme reje, men nu tilberedt, finthakket og serveret på sprød toast med fermenteret blomme, rejestøv og mild mundvarme fra perfekt doseret piment d´Espelette. Ja tak, til det hele!

En væsentlig del af den efterhånden fasttømrede stamme af folk i villaen er restaurantchef Malene Arlund, der sørger for, at der kører en altid smilende og uprætentiøs service, som passer perfekt til den generelle stil. Her er helt bevidst befriende frit for enhver fisefornem kunstig opstyltethed. Det klæder stedet, selv om vi i petitesseafdelingen måske kunne savne en dug på bordet. Samtidig gør det ikke oplevelsen mindre positiv, at Malene har fuldt styr på, at der gennem aftenen kommer gode dråber i glasset. Vi fralægger os uden fortrydelse ansvaret, selv om vinkortet frister med sine primært franske og tyske vine af høj kvalitet, hvor mange med garanti vil matche køkkenets ofte lyse og friske karakter. Men der holdes heldigvis et glimrende niveau i den for aftenen valgte vinmenu, hvor det faktisk lykkes for langt hovedparten af de 6 glas vin at give mening til ikke blot én, men begge af de retter, som vinen bliver parret til. 100 % Godello, La Salvacion 2022 - fra rising star César Márquez Pérez (nevø til den mere berømte Raúl Peréz), gør med sit tydelige fadpræg, mineralitet og snert af krudt det mere end glimrende til en voldsomt velsmagende torsk med brændt savoykål og en tallerkenslikkende god sauce på blåmuslinger og brunet smør. Og på trods af enorm smagskontrast i en efterfølgende pivfræk smagscombo af iskold cremet knoldselleri, frisk søl og hasselnødolie, supplerer vinen nu også med en tydelig bagvedliggende rank syre, der giver den friskhed, som retten ellers ville have savnet. I øvrigt en lille genialitet at sætte søl med sin salte umami-havsmag og hasselnødolien sammen – kaviarsmag á la Villa Vest.       

De mørkere smagsnoter rammer os for alvor med mere selleri fra den lokale grøntpusher Svenning, men nu i selskab med trompetsvamp, brændte urter og revet Arla Unika ”karamelsten”. Visuelt intet vidunder, men smagen spiller! Sødmefyldt umami i fuld smagsharmoni, hvor hver enkelt råvare har sin tydelige rolle og giver mening. Det samme gør en brødservering med dyrisk lækker smag, som med en tilhørende estragon smør, nærmest giver smagsassociationer til en fuldfed ribeye med bearnaise. En opvarmning til aftenens eneste røde kød i form af lam af egen avl, der på ingen måde skuffer, men alligevel ender med at være middagens mindst interessante indslag. Et entydigt bevis på at smagsniveauet har været yderst højt.

Hr. Holm i køkkenet lykkes nemlig denne aften på fornem vis med at udvide vores smagshorisont, samtidig med at der er masser af kærlige krammere til vores smagsløg. Som min medspiser mæt og glad spontant udtrykker det under desserterne: ”Jeg bliver simpelthen også vild med det, som jeg troede, at jeg ikke kunne lide”. 

Kort fortalt kører Villa Vest på bedste vis deres helt egen nordjyske stil, hvor der er højt til loftet og de kulinariske fødder samtidig er solidt plantet i den lokale sandede jord og mageløse natur.

Det største problem med både Lønstrup og Villa Vest er primært, at man aldrig helt har lyst til at forlade stedet. Så på vej retur må vi derfor nøjes med at glæde os til, at der snart igen bliver åbnet op for endnu en sæson, hvor der på ny er mulighed for at blive fyldt op med talrige skønne gastronomiske ferieminder. Der er nemlig mesterklasse helt i top i villaen længst mod vest.   

Contact

Adress

Strandvejen 138
9800Lønstrup

Phone

+45 98 96 05 66

Web

http://villavest.dk

Other places nearby

News