Kiin Kiin

Kiin Kiin har eksisteret siden 2005, og har i alle årene stået ud som en éner i det danske landskab af toprestauranter. Det starter allerede, når man træder et par skridt ned ad trapperne og entrer den tidligere hashklub i Guldbergsgade, hvor man straks bliver mødt af den bløde lyssætning og de store puder i den orientalske lounges kurvede fletstole og lave sofaer. Her er anderledes end noget andet sted i byen, og her er rart at være. Herefter ankommer løbende et batteri af snacks med humoren og det krydrede i front. For eksempel starter vi med at spise hele posen med soja-cashewnødder – for den er lavet af majsstivelse. Isvaflen med frossen rød karry og den stærke chiang mai-pølse, som ankommer under en røgfyldt klokke, er tilfredsstillende mundfulde, også selv om vi har set og smagt det hele før, for snackforløbet har ikke ændret sig nævneværdigt siden sidst. Lidt udskiftning i udvalget ville bestemt ikke skade. Vi føres op på førstesalen, hvor måltidet begynder for alvor. Også her præges lokalet af beroligende jordfarver, gyldne buddharelieffer og levende lys på samtlige borde. Kiin Kiin er på mange måder en international restaurant: Personalet har mange nationaliteter, og rundt om bordene høres en kakofoni af fremmede sprog. København er langt væk herinde. Også på tallerkenen hvor tynde skiver af kammusling serveres med yuzu-is og overhældes med nitrogenfrosset kokosmælk, som får dampen til at brede sig om bordet. Et gammelt trick og en fin start, hvor kammuslingernes smag har lidt svært ved at træde i karakter over for den stærkt parfumerede yuzu-is. En sprødstegt rødspætte får friskhed fra koriander, blegselleri og kugler af grønne æbler og smagsmæssig intensitet fra en meget salt thailandsk fiskesauce, men igen stjæler tilbehøret det meste af rampelyset fra den primære ingrediens. Også vinen, en noget stum og tilknappet grüner veltliner, har det svært med rettens chilistyrke og salte udtryk. Selv om Kiin Kiin hører til i den moderat prissatte ende af landets toprestauranter, savner vi lidt flere råvarer, der kan retfærdiggøre måltidets relativt høje pris. En grøn karry med stegt grønkål og torsk viser sig at indeholde to (!) tern torsk i en størrelse på omkring 1 x 1 centimeter. Det er ganske enkelt for nærigt, og når den lidt malplacerede servering à part er saltbagt rødbede, kan man godt regne ud, at der ikke er for mange kroner råvarer i den servering. Til gengæld er retten fint matchet med en rosenblomstrende og let sødmefuld gewürztraminer fra biodynamikeren Marc Kreydenweiss i Alsace, og vinens sødme og rigdom smyger sig om retten og tæmmer det krydrede udtryk. Servicen er veloplagt og velmenende, og den er med til at gøre Kiin Kiin til et dejligt sted at indtage et måltid, men der er stilstand at spore, og vi savner nye idéer og udvikling af udtrykket, og ikke mindst mere råvare i stedet for spiselige plasticposer og let bedaget tøris-trylleri.