Restaurant

Piola Pastificio

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Håndværk og velsmag for alle pengene

Det er som at træde ind i det lille spisested, hvor ungdommen samles, rundt om hjørnet midt i Puglia. Men vi er altså på Frederiksberg lige rundt om hjørnet fra H.C. Ørstedsvej. Pladsen er trang – meget trang, men humøret hos de fire unge italienske værter er i top, og da vi vånder os lidt over at sidde mast ved høje barstole, tryller de og får skaffet et af de få rigtige borde, der i lokalet. På lune aftener kan man jo også sidde ude.

Kortet er lige så overskueligt som lokalet. En håndfuld antipasti, en håndfuld primi, to dolce og basta. Den vægelsindede kan vælge en menu, men vi går al carte og deler to af hver fra hver kategori. Og det hele er så eksemplarisk, at vi godt tør generalisere. Her gås ikke på kompromis hverken med håndværk eller råvarer. Også vinene har tjenerne et personligt forhold til, og vi bliver taget med på råd og rådgivet på hjertevarm professionel vis i valgene fra det lille vinkort, der både rummer klassisk og nyt. Et fremragende glas verdicchio fra Marche regionen følger vores antipasti med ulastelig frisk, bæredygtigt fanget friteret jomfruhummer med skalotteløgsmayo samt en lidt mere ukendt men superdelikat og frisk insalata de cummarazzi, pomodori e straciatelle. Det fornyende er grøntsagen, der lyder som en irriterende pressefotograf. Cummarazzi er et kryds mellem en agurk og en melon, hvor smagen mest går den urtede vej. Dejlig start.

Og så følger et par pastaretter, der i den grad er som to små kærlige omfavnelser. Tortelli de patate e pecorino al pomodoro fresco e basilico er en skøn ”bondsk” ret fra Abruzzerne, hvor de hjemmelavede tortelli er fyldt med revet kartoffel og pecorinoost og toppet med en frisk sauce på tomater og basilikum. Såre simpelt, men såre skønt og lige i tråd med sangiovese druen fra Azienda Agricola Le Ragnaie i Montalcino, der efter ønske er i den lettere ende af den røde genre. Hvor kartoffelpastaen er bondsk, er Tagliatelle ”paglia e fieno” (hø og strå) den mest raffinerede næsten florlette transparente tagliatelle, der siges at stamme fra Firenze eller Siena. Pastaen har stadig bid og ligger i en mør og frisk lammeragout med mynte og pecorino sardo.

Det søde er i den traditionelle ende med en affogato eller en tiramisu, der må karakteriseres som yderst vellykket. Men bedst er den hjemmelavede limoncello på Amalfi citroner, der slår alle andre drikke af samme navn med banelængder. Et par timer uden for tid og sted i den italienske drøm med hårde stole, trang plads og masser af stemning i meget god klasse.

Contact

Adress

Thorvaldsensvej 2C
1871Frederiksberg

Phone

+45 61473462

Web

https://www.piola.dk/

Other places nearby

News