Restaurant

Opulent

Klassificering

MASTERS LEVEL

Opulent mesterklasse fra brødrene Koch i Aarhus

Opulent. Navnet kunne antyde det prætentiøse og svulstige, men i virkeligheden er her tale om en langt mere jordnær og samtidig yderst indbydende oplevelse. Nederst i Guldsmedgade – en gade, der med tiden har udviklet sig til et lille, herligt spisekvarter med hyggelige specialbutikker og restauranter – har brødrene Michael og Lasse Koch skabt et nyt gastronomisk hjem, der føles både generøst, uformelt og særdeles velafbalanceret.

Storebror Michael står selv i det hævede, åbne køkken, hvorfra han roligt og lunt dirigerer aftenens seance. Der er mulighed for at gå a la carte, men med ønsket om den fulde omgang kaster vi os ud i aftenens fastsatte tasting menu – En opulent oplevelse. Glimrende Blanc de Blanc champagne NV fra Bernard Remy i glasset lægger for sammen med 3 snacks, hvor især første haps i den grad sætter standarden højt. En forførende, fløjlsblød panna cotta på østers med smuk, diskret mineralitet fra bløddyret samt syrlig balance fra små tern syltet glaskål og ekstra sprødhed fra knasende fedtegrever. Fornemt.

Sommeren rammer os på bedste vis med første af 4 ”hoved-serveringer”. En smuk tallerken med kammusling og laks - begge i rimmet form - danner bund, mens frisk bælgede ærter, poppende ørredrogn, radise, confiteret citron og lidt spirer danner top. Det hele omkranset af cremet kefirfløde og dybgrøn olie på dild. Vinen til retten er en velvalgt frisk og let fadlagret Godello – Louro do Bolo - fra topproducenten Rafael Palacios. En vin der med kalket mineralitet, syrlige citrusnoter og en diskret stenfrugtsødme, smyger sig elegant om rettens milde sommerlige havsmag. Vinene holder generelt et højt bundniveau i den tilvalgte vinmenu, og hvis man selv vil på rov i vinkortet, er der også masser af fristelser og kvalitet at finde her.

Perfekt flagende torsk med sprødt skind på hvide asparges viser, at der er fuld kontrol over håndværket i Michaels køkken. Samtidig rykker sødsyrlige smagsnoter fra umodne grønne jordbær os væk fra det ultraklassiske og tilfører ekstra kompleksitet i en servering, der igen er yderst velsmagende.

På trods af en lidt udfordrende akustik er der rart og komfortabelt i den naturfarvede restaurant med plads til små 30 spisende gæster. Tjenerteamet er håndplukket og matcher Michaels værtskab til fulde: venlige, opmærksomme, uden antydning af ”smart i en fart”-attitude. Jordnært og i øjenhøjde.  

Den sidste omgang animalsk protein er nærmest et studie i velsmag - Oksemørbrad, kalvebrissel, Pommes Anna, spæde grøntsager og trøffel i form af friske flager, luftigt skum og ikke mindst som tilsat i en smagsdyb og intens sauce, der binder det hele sammen. Det er klassisk og genkendeligt på den rigtig rare måde - og uden at vi på nogen måde kommer til at kede os. Vinen til kommer - nærmest som en selvfølgelighed - fra trøffelland. Langhe Nebbiolo, 2020 Bric Ginestra fra Piemontemesteren, Paolo Conterno.

Vi ender aftenen tilbage i det sommerfriske hjørne, hvor vi gennem lime-fromage med karamelliseret græskarkerner, sommerbær i form af is, tuiles og gel får skønne smagsassociationer, der svinger mellem koldskål med kammerjunker, jordbær med fløde og cremet cheesecake. Frisk, sødlig og balanceret af en syre, der styrer, men som aldrig hidser sig op eller bliver hysterisk. Smukt punktum. 

Opulent er ikke et sted, man går hen for at få flyttet sine gastronomiske grænser. Men søger man klassisk velsmag, sikre hænder i køkkenet og et varmt, nænsomt værtskab, er det et oplagt valg. Sammenlignet med andre i samme prisklasse (ca. 1.400 kr. for fuld menu med vin) får man en oplevelse, der føles både generøs og gennemtænkt.

Med Opulent genfinder brødrene Koch deres position som forløbere for dogmefri, klassisk velsmag og håndværksmæssig passion – gastronomi, der fortjent sniger sig ind i kategorien mesterklasse. Indbydende, afklaret og befriende nede på jorden. Tak for mad – og på gensyn.

Contact

Adress

Guldsmedgade 33
8000Aarhus c

Phone

+45 3035 6002

Web

https://restaurantopulent.dk/

Other places nearby

News