Restaurant

Démodé

Klassificering

MASTERS LEVEL

Fransk smørhul

Ordet klassisk er blevet så forslidt, at gammeldags eller umoderne (démodé) kan forekomme bedre. Der er dog langt fra støvet hos Rasmus Grønbech, der står bag gryderne i den stemnings- og menneskefyldte restaurant. Og han vil os det godt.

Den ene af vores meget kompetente tjenere, ser bestyrtet på os og spørger, om vi bare har spist den generøse mængde trøfler med valnøddesmør og rosmarin på vores indledende trøffeltoast uden at spise brødet. Men så grådige er vi ikke. Det er toasten til andelevermoussen med beaume-de-venise gele til, der snyder tjeneren, så vi spiser lystigt videre i de syndigt lækre snacks, man ikke må snyde sig selv for. Ud over andeleveren og trøflerne får vi også barbajuans (friturestegt grøntsagsfyldt ravioli som Monaco har udråbt deres nationalret).

Vi går herefter to veje. En der kører flere forretter og en der tager forret og hovedret. Førstnævnte har mere plads til desserterne, som ikke må springes over. Nej, der er ikke noget innovativt i kortet – og dog fristes man til at sige, det ikke er hver dag, man ser noget så gennemgribende grundigt med alt fra bunden og med så rene og klare smagsudtryk, at vi er helt blæst bagover. En perfekt skindstegt multe med kapers i masser af små tern af friskt grønt og en klar grøn tomatolivenolie jus – alt står snorlige. Fennikel i papirtynde skiver over frisk bund af globeartiskok på mandelcreme med druer, lidt spinat og beure monte. Hvis al mad smagte sådan, behøver vi ikke så mange nye opfindelser.

I hovedretter er det gedigne serveringer som de to store stykker langtidsbraiseret oksekæbe serveret a la daube de beuef. Ikke lige en ret man selv står og laver og bestemt delevenlig.

Vinen er naturligvis i den klassiske genre og med masser af det franske med mange super fine flasker til overkommelig pris og gode vine på glas. Vi får god vejledning, om netop de vine, vi vælger, vil være optimale og ender glade med et glas hvid bourgogne fra Côte d’Or efterfulgt af en Domaine Hoffmann-Jayer 2017 fra Cotes de Nuits. Vi føler os forkælede og næsten bedre behandlet end mange steder i Frankrig.

Vi afslutter med desserter, hvor Grønbech viser sin store kapacitet, der spænder fra sprøde grønsagsretter over gedigne kødtilberedninger med dyb smag til forfriskende citronsorbet med olivenolie og honningcreme eller i den intense sødme fra en knasende fin tærte med intens mørk chokoladecreme, hasselnøddepraline og havsalt. Her tilgodeses alle smagsønsker i mesterlig klasse.

Contact

Adress

Kronprinsessegade 64
1306København

Phone

+45 31 23 34 52

Web

https://www.restaurantdemode.dk/

Other places nearby

News