



Ophøjet kulinarisk sans i Himmerland
Første umiddelbare tanke, da vi drejer ned ad Lars Larsens vej i den afsidesliggende landsby Gatten, er, at det kun kan være folk, der normalt finder glæde i at slå små hvide bolde rundt med køller og jern, som vil finde fornuft i at begive sig helt herud. Men lad det være sagt med det samme - golfvogn og green fee er på ingen måde en forudsætning for at besøge Dyne Larsen dynastiets naturskønne og internationalt anerkendte golf og spa-resort Himmerland. For plantet ved enden af hul 18 findes den tilhørende gourmetrestaurant HimmerRiget, der med sin ophøjede kulinariske sans snildt kan retfærdiggøre udflugten for os, der er langt mere mad- end golfinteresseret.
Med navnespillet in mente er det med både forventningsfulde, men også ukendte skridt, at vi begiver os gennem glasdørene til Himme(r)riget. Forårsaftensolen stråler smukt gennem vinduerne til det store nordisk minimalistiske lokale, der har underholdende panoramakig til ihærdigt øvende golfspillere. Der kan vælges mellem en 6- eller som for vores vedkommende en 9-retters menu, hvor simpel hovedregning viser, at hver enkelt ret må stå i sympatiske 100,- kr. Det helt samme gør sig gældende for de to mulige signatur-vinmenuer. Hvis man selv vil have kontrol over vinvalget, er der god mulighed med et glimrende velassorteret vinkort smækfyldt med især franske kanonslag.
Et velvalgt, fyldigt og bevidst optempereret glas champagne udgør første rare smagsoplevelse, mens chefkok Mads Kongsgaard (tidligere mangeårig assisterende køkkenchef på Søllerød Kro), præsenterer 3 små fint komponerede snacks, hvor vi kommer vidt omkring med både lokale, middelhavs og japansk inspirerede smagsgivere. Et nydeligt pejlemærke ift. køkkenstil og retning for aftenen.
Vi begiver os videre ud i de egentlige retter, og bliver kun bekræftet i, at de har gode hensigter med os her i den nordjyske ”himmel”. En klassisk rognservering med løgrom, kartoffelcreme og karse bliver efterfulgt af en smuk og velsmagende terrin af rimmet letrøget Limfjordshummer, hvor isende peberrodssne bliver mødt af sake- og kombutangs-tilsmagt selleri, mikroskopiske enokisvampe og sauce med fermenteret rødpeber, der igen understreger, hvilke udvalgte madkulturer der sværges til.
Bløde løg og belgisk osetra caviar med skummende muslingesauce vil utvivlsomt være en publikumsdarling, men mangler lige en my mere bid og syre, før englenes skønsang for alvor indtræffer hos os. Til gengæld rammer en smagskompleks grøn porre plet i en grad så selv segmentet af gråt-golfguld på ingen måde kan føle sig snydt over det rene vegetariske indslag. Fornøjeligt, udviklende og knivskarpt køkkenarbejde.
Et lige så nydeligt arbejde udspiller sig ved bordet, hvor sommelier Mai Seiberg med smil, overskud og stor viden støber fundamentet for fuld nydelse af både maden og de mange velvalgte glas, hvor bl.a. en Ingelheim Spätburgunder 2019 fra biodynamiske Simone Adams med sin saftighed, friske røde bær, kvaste grønne urter og stringent syre gør alt det rigtige til en samtidig perfekt tilberedt torsk.
Eneste reelle fejlslag denne aften er sidste hovedret. En ellers lækker ”grill kylling” fra Hopballe er så læbebrænde salt, at det desværre udraderer rettens udtryk og sartheden i det fine kød. Her kunne der godt have været advaret med et ”Fore” fra køkkenets side.
Det slutter heldigvis af i yderst fornem stil, hvor en fairwaygrøn og nærmest avocadocremet delikat spinatis bl.a. får skønt rødt selskab af både rabarber, bær og rødbede. En omfortolket power smoothie i fineste dessertform, hvor syre, sødme og grønt finder hinanden i perfekt balance, og en ungarsk 2018 Royal Tokaji, late harvest Szarmorodni smukt supplerer med ekstra sødme og karamel. Fremragende i både tanke, smag og håndværk.
Vi svæver måske ikke helt op i de øverste luftlag, men mindre kan absolut også gøre det. For en aften på restaurant Himmerriget indeholder tilpas mange smagsophøjede øjeblikke til, at vi velfornøjet kan lande i kategorien mesterklasse.
Contact
Adress
Lars Larsens Vej 1
9640 ,