Restaurant

Restaurant Domæne

Klassificering

GLOBAL MASTERS LEVEL

Gourmet på heden

Når et par københavnske food connoisseurs ved nabobordet slår over i nærmest klingende jysk "Det er eddermame godt det her", så fornemmer man straks, at de har fat i noget helt rigtigt her på heden.

Omgivet af både marker, sø og regionssygehus ligger restaurant Domæne gemt i et naturinspireret kuppelformet æstetisk gennemført lille og ikke mindst hyggeligt ”væksthus”. Der er kræset for detaljerne både inde og ude. Vi er ellers i et område af landet, hvor man tidligere har skullet spejde langt efter gourmetoplevelser på øverste niveau. Sådan er det ikke længere. For med et team af unge. rutinerede herrer med erfaring fra bl.a. Treetop og restaurant Lyst har ejerskabet bag den lokale koncern Witt og nu Domæne ændret tilstanden markant. Ambitionerne er store og med rette. Det viser sig nemlig, at de har fuldstændig styr på deres kulinariske kram. 

Molboøsters, svampebouillon, generøs kaviar, sprød torsk og indisk krydret kartoffelbrød i forskellige små anretninger skyder sammen med en af sommelier Simon Iversens favoritudvalgte champagner, Bérêche & fils, vieilles vignes - brut reserve, den midtjyske smagsfest i gang. Indbydende og skarpskåret kvalitet. Der er to valgmuligheder, når det kommer til menu – ”Vores Domæne” er den fulde udrulning med ca. 15 små veldoserede serveringer, eller man kan nedjustere lidt på domænet og stadig få en stor smagsoplevelse ved at gå med ”Fundamentet”. Tovejsfleksibiliteten gør sig også gældende for vinen, hvor valget står mellem tradition og renæssance, med sidstnævnte som et mere udadreagerende og innovativt søgende valg.

Vi vælger at gå med tradition og fuld spisemenu og får bl.a. skænket et urklassisk glas Nahe, Emrich Schönleber, 2020 Halenberg GG, der smager forførende godt og giver eminent syremodspil til en tallerken Læsøjomfruhummer pakket i smørbraiseret porremarv med koralsauce. Stærkt arbejde fra både tjener og køkken. Det er rent ud sagt svært at være utilfreds med ret meget på Domæne. Især når den eneste tydelige frustration denne aften er en håbløs designet spiseske, som både er elendig til at skovle de sidste herlige saucerester op med og samtidig skærer i munden. First world problems, absolut – men alligevel.      

Perlerækken af små velsmagsherligheder stopper heldigvis ikke. Råvarevalget er med konstant omtanke og primært lokalt forankret, mens smagsnuancerne fint bevæger sig bredere ud geografisk. Et stykke delikat rosastegt Varde ådal lam sender os en smagstur til asado-komsammen på pampassen i Argentina, mens den efterfølgende dumbling med rester af hummer og lammesky i både smag og servering trækker tydelige asiatiske spor.

Kadencen holdes på imponerende vis hele vejen til målstregen, hvor der i den søde afdeling endda bliver skiftet op i gear og for første gang tilføjet flere smagsinnovative elementer. Isende frisk sorbet på solbærgren med mynteolie og pirrende sichuanpeber vækker øjeblikkeligt alle smagsløg tilbage til live, mens en cremet egetræsfløde med skjult brombær, chokolade, kartoffelchips og valnød på forunderlig vis giver tydelige morgenmadsassociationer, som manifesterer sig i spontane glædesgrin og en topplacering på den personlige dessertrangliste. Ja, TAK! - Et perfekt punktum der samtidig bliver skyllet ned med et næsten lige så skønt glas madeira, D’Oliverias Colheita Malvasia 2003.

Lidt overraskende er vi ikke mange gæster denne torsdag aften på Domæne. Måske beliggenhed og at folk stadig lige skal vænne sig til, at det gastronomiske kompas også kan pege i denne retning? I vores optik har køkkenchef Jens Vincent og restaurantchef Joakim Thomassen dog set helt rigtigt. Herlig ophøjet velsmag, indbydende rammer, højt serviceniveau og så endda til en pris, hvor man som de begejstrede herrer i starten af anmeldelsen, sagtens kan retfærdiggøre både udflugt og overnatning i det midtjyske. Vi vil endda gå så langt og sige, at der er kommet velfortjent global mesterklasse på heden.    

Contact

Adress

Gødstrupvej 60
7400

Phone

+45 7025 2326

Web

https://www.restaurantdomaene.dk/

Other places nearby

News