



Chiliens fantastiske facetter
På en pulserende fredag aften på Vesterbro er lokalet, som rummer Donda deli et hyggeligt og nærværende åndehul. I et lokale med få borde i naturlig råhed af træbænke og rå vægge, skaber værtskabet den varme atmosfære fra det øjeblik, vi træder ind. Konceptet er en menu på 7 serveringer, som også kan vælges al a carte og ligner konceptet på deres søsterrestaurant Donda på Christianshavn.
Vi hopper ud i menuen og starter med et glas elegant cava i stedet for en af deres ellers fristende simple cocktails. Første ret er næsten i sig selv en cocktail, baseret på en skive dansk blomme infuseret med tequilla og toppet med chamoy, en salsa baseret på saltet blomme og smagt til med chili og sukker. En unik smagskombination, som straks giver associationer til det mexicanske flavourunivers igennem frugtsyrer, salt, sukkersødme et velafbalanceret chilispark og en rensende følelse fra tequillaen. Vi vil prøve deres orangevin på glas men må erkende, at den oxiderede stil, som tydligt kommer til udtryk i en mere salt retning, ikke lige er os. Men vores kyndige tjener, som tydligt har styr på vinene, leder os i retningen af en læskende og samtidig kraftfuld Les Allers 2021 fra franske Bonyvresse på Syrah og Grenache.
Skuffet bliver vi da ceviche på torsk serveres med tigre de leche baseret på pistacie. Pistaciens fedme er ikke afbalanceret med den klassiske syre, der ellers kendertegner tigre de leche marinaden i en ceviche, og det fører til, at den ferske torskesmag forsvinder. Til gengæld er vi helt blæst bag over den Nikkei-inspireret laksetartar. Her giver små sprøde sennepsfrø tekstur til den ellers fede laks og confiterede æggeblomme. Dertil puffede sprøde tapioca chips, som minder om flæskesvær, der sammen med den fermenterede chili og yuzu baserede vinaigre Kosho, balancerer retten til perfektion. Retterne har næste alle forskellige afskygninger af chili og dens mange smagsfacetter, og stemningen er altomfavnende for både par og vennegrupper, Men med et par retter, hvor balancen af smage ikke helt spiller denne aften, ender Donda deli i kategorien god klasse, men kunne snildt snige sig op i meget god klasse.