Ghrelin

Allerede inden vi træder ind ad døren yderst på molen i Z-huset i det nye Aarhus Ø, mærker vi rammesætningens gennemtænkte koncept, for på et skilt ved indgangen står restaurantens navn, Ghrelin, med guldskrift. Dette mystiske navn er valgt, fordi det også er navnet på et sulthormon.

Ejeren og kokken Anders Kristensen tager imod og sikrer sig, at vi og alle andre i restauranten aftenen igennem bliver sørget for. Betjeningen er ulastelig, og især vores kvindelige unge vintjener, Anna Mei Nielsen med DM-guld for tjenerelever, er forbilledlig i viden, forståeligt sprog og sødme. Indretningen er tilsvarende perfektioneret med designermøbler som Wegner-stole og en ”hærrække” af Ninotcha lamper. Vi vælger den mindre store menu med vine til 1800 kr.

Champagne, især huset Krug, fylder både på kortet og på den champagnevogn, vi introduceres for indledningsvis, hvorfra vi vælger et glas Taittinger NV til de første snacks, der nok i form, men ikke i smag og tekstur formår at leve op til de forventninger, der er sat. De hvide asparges på en skal af tapiokaperler og hummerskal smager nærmest sødt, og skallen er blød og ikke sprød. Den friterede ringridderpølse giver smags- og kompositionsmæssigt ingen mening, og knas i urtepotte med ”muld”, der efterhånden er en gammel kending, smager ikke af noget.

Køkkenet har kastet sig over, at alt skal i skal, skål, dej eller på kiks, så retterne drukner i ensartet kompleksitet. Set ude af menu-kontekst er urtekiks med jomfruhummer, kartofler i variation og kapers mayonnaise en fremragende ”tartelet”, der smager af dansk sommer og sol, mens anden servering af jomfruhummeren med kartoffeldild chips ikke hænger sammen og i den grad mangler syre. Smags- og teksturbalancen holder ikke. Brislerne er for salte, jordbærrouladen er sej og gummiagtig, og overordnet set kan vi ikke få øje på den røde tråd i måltidskompositionen.

Potentialet hos Ghrelin er godt, men det kræver en opstramning i køkkenet, før de kan nå mesterklassen.