Restaurant

Fiskastykkid

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Forførende bacalao og smagshistorier i Sandavágur

I Sandavágur, et par minutters gang bag den evigt smukke trækirke og den mørkkornede sandstrand, ligger Fiskastykkið i et sortmalet, gammelt hus, der kan dateres mere end hundrede år tilbage. Bag de grønne døre, som matcher græsset på de omkringliggende skråninger, mødes vi af et historiefortællende, stemningsfyldt og ikke mindst hyggeligt spiserum. Der er mørkt med lavthængte trælofter og knagende trægulve, og på de hvidkalkede vægge hænger sort-hvide fotografier og gulnede diplomer fra dengang, Færøernes saltede og tørrede torsk – bacalao – blev et eksporteventyr, der skaffede velstand og verdensberømmelse til den lille bygd. Navnet Fiskastykkið knytter sig derfor naturligt til de sten, hvor uanede mængder af torsk blev tørret lige uden for huset – en tradition, som i dag er oversat til en autentisk, omfavnende og velsmagende madoplevelse, der holder historien levende i maven frem for kun på væggene.

Selv om menukortet siger “sommermenu”, vælter regnen denne eftermiddag ned, og temperaturen er kun lige nået op i tocifrede grader. Det ødelægger dog ikke humøret, for ved vores lille, rustikke bjælkebord midt i lokalet føles Fiskastykkið som et indbydende, varmt refugium. Lavmælt færøsk musik strømmer blidt fra højttalerne, og de unge folk på serveringsvagten er både afslappede og imødekommende.

Vi lægger fra land med en omgang jákupsskel, som er én af to muligheder i afsnittet “Small dishes”. Der er ikke meget småt over den absurde mængde små, friskmarinerede kammuslinger, serveret i keramik fra en lokal kunstner; både lerskålen og selve anretningen sender tankerne mod den iberiske halvø, hvor den færøske klipfisk ofte endte sin rejse. De mange muslinger ligger på en smagsrig hummer-/rødbedemayo, mens syltede enokisvampe giver et perfekt, nødvendigt syrligt modspil, og sprøde, ristede græskarkerner skaber det eftertragtede knas. Øverst drysses fintrevet tørfisk, der fuldender med dyb havumami og samtidig knytter retten tæt til stedets historie. Det smager – på trods af de rustikke rammer – luksuriøst godt.

I baghovedet lurer udsigten til en efterfølgende vandretur, hvorfor vi springer over udvalget af lokale øl og i stedet krydser fingre for, at deres sommerfriske, hjemmelavede rabarbersaft, toppet med danskvand, kan trylle et par solstråler frem efter maden.

Udvalget i “Medium dishes”-sektionen er noget større og fuldt ud baseret på havets og havens råvarer. Blåt og grønt i skøn forening – og med et enkelt vegansk indslag. Vi går klassisk til værks med to signaturretter for stedet. Først husets legendariske fiskesuppe, der indkapsler Fiskastykkiðs fornemmelse for lun komfort. En fyldig, cremet suppe med porrestrimler, grønne ærter og smagsintense, hvide flager af perfekt tilberedt torsk i bunden, til sidst toppet med et lag knuste croutoner og et glinsende skær af urteolie. Suppen er måske saltet lige til kanten – men stadig velsmagende på den måde, der kalder på endnu en ske.

Næste indslag er “Saltfiskasalaten”, hvor fiskens historie folder sig ud i nutidige nuancer. Confiteret bacalao vendt med kartofler, salat, æg, mayo, syltede rødløg, kapers og dild. Fisken er kølig, nærmest glasklar i strukturen, med en mund- og smagsfornemmelse, der sender associationer til røget hellefisk. Man forstår her tydeligt, hvorfor færøsk bacalao fik sit verdensry – her bliver den til noget, der føles som en fortrinlig færøsk version af den provencalske evergreen, niçoise.

Mens vi nyder en kop kaffe og lidt hjemmelavet sødt fra montren i baren, og filosoferer over, at Fiskastykkið nok mere skal karakteriseres som en café end en restaurant, gør de mange smagsindtryk, at der ikke er tvivl om, at vi er blevet beriget med et frokostmåltid, der fortjent sniger sig ind i kategorien Meget god klasse. Rammerne og omgivelserne er historiske og unikke – og turen til Sandavágur værd i sig selv. Men det egentlige trækplaster er den høje grad af velsmag, hvor køkkenet formår at fortolke de stolte torsketraditioner både nutidigt og historisk respektfuldt. Fiskastykkið serverer en indbydende, varm og historiefortællende spiseoplevelse, som giver appetit på endnu mere af den færøske kultur og gastronomi.

Contact

Adress

12 Úti á Bakka
360

Phone

+298 250600

Web

https://www.fiskastykkid.fo/

Other places nearby

News