



Power to the people
Der er propfyldt, stemningen er høj, og det er hiphopmusikken i højttalerne også. Det er en storsmilende Riccardo Marcon (Barabba), der går rundt og servicerer hver eneste gæst, som er han eller hun den mest ophøjede gæst på jord. Vi sidder ved rå borde i et lokale med åbent køkken, som en slags køkkenalrum med den ubehandlede betonvæg som bagtæppe.
I køkkenet står Youra Kim og smiler – hun er en utrolig dygtig sydkoreansk kok, og maden flyver over disken i et tempo uvant for de fleste på disse breddegrader. I nabolokalet er der vin både på hylderne og ved bordene, hvor man kan sidde og nyde et glas eller to. Maden er delemad på nær suppen – en strandkrabbe glasnudel hotpot. Delevenlige er til gengæld den rå slethvar i tynde skiver muchim style (betyder ”blandet med krydderier”, der i hvert fald omfatter chili, løg, hvidløg, eddike, sukker, sesamfrø og -olie), der netop balancerer på kanten af styrke. Der er tale om en forfriskende intens koreansk dressing, som sammen med fisken lægges på salatblade og tang, og så spises den med fingrene. Vanvittig lækkert.
I det hele taget er der et stort servietforbrug, for vi spiser også stedets signatur med fingrene. Det er en korean fried chicken, hvor velfærden i kyllingen siver gennem det saftige kød og giver os nok vores livs bedste af slagsen samt nogle meget fedtede fingre. Retterne er gode og store, og vinene kan købes fra nabolokalet til kostpris tillagt en proppris på sølle 100 kr. Det gør et måltid på Propaganda til stor nydelse for små penge i meget god klasse. Det er, siger Riccardo med et stolt smil: ”power to the people”.