Restaurant

Bar La Una

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Så er vi i Italien

Borddækning med hvidt papir, hårde stole, skøn stemning og en duft af hvidløg er, hvad der slår os i møde, da vi runder hjørnet på Oehlenschlægersgade og træder ind til det, man kan kalde en lykkelig blanding af bar og restaurant. Isacco Bartolini kommer os i møde og spørger, hvad vi vil drikke, sørger for et friskt glas Derthona Valli Unite 2018 på druen timorasso fra Piemonte og forklarer, hvad der er store og små retter. Vi deler og kaster os ud i en himmerigsmundfuld af en pivfrisk kammusling i skiver med mild olivenolie fra Emilia-Romagna og et drys parmesan – såre simpelt – såre godt. Velværet fortsætter i den gode pulposalat med de møreste stykker ottearmet blæksprutte (hvilket er supersvært), kartofler og oliven. En rigtig klassisk rustik ret, man aldrig bliver træt af. Og vi bliver i det maritime, da vi går til de større retter med et fadfuld spændstige grillede jomfruhummere i halve med persille, citron og hvidløg. Verdens bedste treenighed. Det er tid til et glas rødvin, og vi får forelagt og forsmagt, så vi rammer netop det, vi gerne vil. Et opgør med, hvad merlotdruen ikke kan, finder vi i en Masiero Veneto Merlot 2018, der produceres og benævnes som en rosetta (altså rosé), men som både ligner og smager som en herligt let og krydret rød naturvin. Og den går rent hjem med den store skive saftige og møre porchetta, hvis svær truer tænderne en smule ved at være lidt hård. Smagen fejler imidlertid intet, og vi supplerer med sprøde grønne asparges og nogle forføriske cremede gnocchi i stor størrelse fyldt med mozzarella. Kortet er ikke stort, men alle retter smager, som sad vi et sted i Italien, og med Bartolinis forstandige vejledning drikker vi måske endda bedre vin end på de fleste vinbarer i området. Der er tale om en vesterbrooase i Meget God Klasse.

Contact

Adress

Oehlenschlægersgade 53A
1663København

Phone

+45 31 33 90 37

Web

http://www.baruna.dk

Other places nearby

News