Restaurant

Connection

Klassificering

MASTERS LEVEL

Sindrigt og personligt køkken i hjemlige omgivelser

Engelske Alan Bates' imponerede cv rummer bl.a. adresser som The Fat Duck, El Celler de Can Roca, Henne Kirkeby Kro og Studio. Nu har han slået dørene op til en intim og personlig restaurantoplevelse på Østerbro under navnet Connection. Her er kun plads til ti gæster per seating, og alle sidder sammen ved et solidt langbord i yderst behagelige stole. Indretningen og stemningen er hjemlig og intim i det beskedne lokale, hvor akustikken er god, så det ikke gør noget, at der er en vis volumen på spillelisten, der primært består af pop- og rockklassikere. Første servering er en skøn langtidspocheret østers med en smagfuld planktonemulsion, der tilfører yderligere en dimension af havsmag. Herefter serveres vi noget af det bedste brød, vi længe har fået – Parker House rolls, der både har smør i dejen og har suget kyllingefedt under bagningen. Aftenens fiskeret består af slethvar med muslingevelouté toppet af tynde skiver squash, et par muslinger og intet mindre end friskrøget baeriikaviar. Nogle vil måske anse det for syndigt at udsætte de dyrebare støræg for røgning, men vi tager hatten af, for det fungerer fuldstændig. Kaviarens karakteristiske dybe umami og salte havsmag er stadigvæk til stede, mens røgen giver yderligere kompleksitet og lidt kant, der klæder den ellers forholdsvis milde ret. Herefter følger endnu en lettere syndig servering, der kaldes cowboytoast, selvom der hverken er spor af hakkebøf eller bløde løg, men i stedet er tale om smørstegt brioche med foie gras og trøffel – klassisk fed velsmag, der behager, endskønt trøflen er lovlig mild, men det er jo også svært at finde smagfulde trøfler i maj måned. Bates præsenterer selv de fleste af retterne, mens Jeppe Nexø, der har fulgt med fra Studio, byder på fejlfri vinhåndtering. De sidste salte retter er lam fra Varde Ådal i to afskygninger – først friterede brisler med Bates' egen version af barndommens minted peas, hvortil Nexø serverer en vidunderlig naturgarnacha, 2018 La Bruja de Rozas, fra Gredosbjergene vest for Madrid. Vinen er forholdsvis lys i farven og byder på friske bær og urter i næsen, der spiller smukt sammen med rettens mynte, samt god mineralitet og syre, der kan bryde brislernes fedme. Før vi har fået armene ned af begejstring, skænkes vi endnu en stjernevin (og vi er vel at mærke på den billige af de to vinmenuer), 2013 Crozes-Hermitage fra Alain Graillot, der med sort peber og mørke bær i næsen samt en pæn alder er et herligt match til retten med et stykke perfekt grillet lammefilet, svamp og rød peberfrugt. Efter desserten, der er en fin baba au rhum med en vidunderlig vaniljeis, skal der gives plads ved langbordet til aftenens anden seating, så vi føres ind i den tilstødende lounge for at indtage kaffe og petitfours. Her kan vi konstatere, at Connection har leveret et mesterklassemåltid i smuk balance mellem klassisk velsmag og sindrig nytænkning. Læg dertil de gode vine, den lydefri betjening og den hjemlige atmosfære, så er det svært ikke at gå glad hjem eller videre.

Contact

Adress

Øster Farimagsgade 18
2100København

Phone

+45 40 22 00 67

Web

https://www.connectioncph.dk

Other places nearby

News