Restaurant

Kiin Kiin Tok Tok

Klassificering

VERY FINE LEVEL

På rejse i de thailandske regionskøkkener

Henrik Yde er en mand, der ved meget om de thailandske køkkener, og det er ham, der står bag Københavns mest fuldgyldige præsentation af regionale retter fra hele Thailand. Det står gæsten frit for at smutte forbi til en hurtig fyldig suppe eller til at tage hele rundrejsen family style til 335 kr. Uanset hvad, er der hjælpsom betjening. Tager man rundrejsen, kommer man forbi regionen Isaan, der ligger i det nordøstlige Thailand, hvorfra der serveres den særligt krydrede svinepølse. Tilbehøret i form af skiver af frisk ingefær og snittet kål mangler noget dressing, hvis ikke det skal være for tørt til de kødfulde pølser. Turen går også forbi provinsen Yasothon, der ligger i Isaan, tæt på Laos, hvorfra der serveres den meget laotisk inspirerede laab ped khao niaw. En bid af denne ret sender os direkte tilbage til Laos. Her er krydret groft hakket andekød med masser af mynte, kål og agurk og i den klassiske lille fletkurv er der sticky rice. Fantastisk ret. Så kan du vælge, om du vil blive i Isaan eller tage til Bangkok, hvor somtam kaiyang, der er en kryddermarineret grillet halv kylling med vidunderlig papayasalat krydres sursødt. Da Tok Toks køkken ikke misbruger chilien, kan du sagtens blive i provinsen. Naturligvis er der også pad pak boong – denne allestedsnærværende vandspinat, der nærmest er hele den østlige del af Asiens basismad – stegt med hvidløg og chili og med reference til Yaowarat (Bangkoks Chinatown). Fra den sydlige provins Chumpon er der grøn curry (som netop er mest fremtrædende mod syd, mens den røde dominerer i nord) med fiskeboller og frisk thaibasilikum. En klassiker i manges thairepertoire og tro mod den gode smagsudfoldelse af styrke og parfumerethed. Drikkevareudbuddet er overskueligt, men mangfoldigt. Cocktails, mocktails, limonader, cidere, øl og velfungerende druer til stærkere mad til meget ræsonnable priser som fx 375 kr. for en pinot noir fra Kings Ridge i Willamette Valley, Oregon, 2016. Rejsen rundt fuldbyrdes med en pandanis med røde bønner og en solid placering som et fremragende sted i meget god klasse.

Contact

Adress

Vesterbrogade 55
1620København

Phone

+4540262168

Web

https://www.kiinkiintoktok.dk/

Other places nearby

News