Restaurant

Maison

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Evigtgyldigt god fransk luksusbistro

Det er lidt en stille eksistens, Maison lever. Men den lever den fremragende. Maison er det sikre valg, når du vil have drivende franske toner på tallerkenen med knivskarp smageske, gode råvarer i særklasse, et håndværk du sjældent selv får tryllet frem og et vinkort med tilhørerende tjener, der virkelig kan sine dråber.

Kun salaten skuffer sådan en mørk mandag aften. Så godt det blot er et lille tilbehør til ingen penge, men underligt at netop et frankofilt sted ikke også løfter salaten til den gode dressings højder. Resten er lovsang. Kaninen kommer med to lår og to flotte fileter – i en servering! – masser af morkler, bacon og ikke mindst forfriskende grøntsager korrekt tourneret i en relativt let sauce moutarde, der netop med sin sennepsskarphed gør retten supervelafbalanceret. Dybest set kan man sagtens dele en hovedret, men vi er så fristede af netop hovedretterne, at vi springer over de klassiske forretter som snegle, kammusling og østers og deler to hovedretter. For hvem kan stå for pithivier med due? Rosastegt bryst med krydderurter indbagt i butterdej, udskåret ved bordet og hertil både farserede lår, perleløg, indmad og en god gang sherrysauce. For nu at være helt mæthedsforsikrede har vi også bestilt en omgang pommes allumettes, der, som navnet siger, er tændstiks tynde kartoffelfritter, man syndigt sidder og småspiser. 

I samråd med en af vore to fremragende tjenere bliver dråberne til en flaske Sancerre Rouge fra Loire lavet på Pinot Noir hos Paul Prieur, 2022. God valuta for pengene til en hverdag, men kortet kan skam meget, meget mere, hvis man vil ud i de dyrere dråber, der dog alle er relativt unge, men drikkemodne.

Selv om vi rent faktisk er stop mætte, er det svært ikke at lige skulle smage deres Crepes Suzette – til deling naturligvis for også denne portion er rigelig. Sådan kan en almindelig mørk mandag aften blive vendt til glæde i toppen af meget god klasse.

Contact

Adress

Dronningens Tværgade 43
1302København

Phone

+4533181516

Web

https://www.restaurantmaison.dk/kbhk

Other places nearby

News