


Solnedgang over mætte maver
Vi tror aldrig, vi har fået så skøn en baked alaska! Fnuglet og meget fin balance mellem syre fra fyld af hindbær og solbær og sødme fra det søde æggehvideskum. Madmæssigt det bedste, vi oplevede på en utrolig rar aften på Silo, der ligger på toppen af Danmarks dyreste lejligheder i Nordhavn med udsigt til skønt vand, solnedgang og grimt endnu ikke færdigbygget byggeri. Ellers er det ikke lethed, der præger menuen, og når den smukke solnedgang indtræffer lige efter kødserveringen, er en pause på loungedækket med udsigt over hele havnen passende for fordøjelsen. Udsigten, den umådeligt kompetente og søde betjening og en fin glasvinspolitik skaber tilgivelse for de mindre overbevisende serveringer, hvor indledningen med godt frisk brød og to slags smør samt et par fyldige snacks, hvor især kroketter med trøffelmayo ellers lægger godt ud. Sidder du ved køkkenbaren, er det både sjovest og billigst, og det lader til, at snacksene er der, hvor Silo står stærkest ud over den fremragende isdessert. Tataren er gennemsnitlig og lidt kedelig, mens cevichen er veltilsmagt. De stegte gnocchi i brunet smør med rundhåndet mængde kantareller og parmesan er overdrevet umami og for meget salt i brunt, mens burrataen mangler salt. Hummerraviolien er en kæmpeportion, men hverken den gode piment d’espelette eller den syltede krondild kan lette den bastante hummerfars. Kødretten er en kalvefilet med marvsovs, fedtegrever og lidt stegt hjertesalat, og så kan man ikke spise mere tungt eller umamifyld og glædes over isdesserten og den flotte koreografiske funktion i køkkenet, man sidder rundt om. Bestemt et sted i meget god klasse at nyde vin eller cocktails med gode snacks til og så lige en dessert.