Restaurant

Ruths Gourmet

Klassificering

MASTERS LEVEL

Luksusråvarer i klassiske fortolkninger

Ruths Hotel i Skagen har skiftet køkkenchef på årsbasis siden Dennis Juhl åbnede Textur i Aalborg, men til trods for svingdørens turbulens har restauranten formået at holde sit høje niveau. Med Jack Cramer, der tiltrådte i forsommeren 2019, i spidsen er det ingen undtagelse. Selve restauranten ligner også sig selv med en lys imødekommende indretning, ilden der knitrer i pejsen og tjenerne i det stiveste puds. Alle menuer indledes med et batteri af snacks, der lidt søgt er tænkt som skagensmalernes måltid fra morgenmad til frokost, og det bliver især en tand for meget, når man som første gæst lægger øre til den samme og lidt trætte fortælling ved samtlige borde. Anretningerne fejler dog ikke noget. Løjrom med røget hollandaise er cremet comfort food, den sprøde skagentoast med skaldyrssalat forfriskende, og pighvarsuppen med poppende ørredrogn og asiatisk tvist med citrongræs en velsmagende lille genialitet. Køkkenstilen holder sig til de klassiske råvarekombinationer, men gerne med en lille nuance. Jomfruhummersmagen er intensiveret ved at stege det smagfulde kød op i egen fond, og det saftige dyr ligger på en bund af modne cherrytomater, mens en sauce på tomatjuice, olivenolie, hvidløg og smør forstærker tomatsmagen. Masser af traditionel velsmag tvistet med en creme på hybenrose, der giver en sur-sødlig og parfumeret overtone. I glasset er der en amerikansk pinot blanc med en let tropisk aroma, der harmonerer rigtig fint med hybenrosen og de modne tomater. Hovedrettens saftige poussinbryst er farseret med hummerkoral, der giver en svag bagvedliggende hummertone. Fuglen har følgeskab af majroer i forskellige teksturer og en majroeravioli med fyld af trøffel og poussinens confiterede lår. En fed hollandaise lavet på olivenolie giver masser af fylde, men i mere dæmpet stil end den smørbetonede variant. Retten afsluttes med en god portion friskrevet trøffel, og med matchende californisk pinot noir i glasset er der tale om ren tilbagelænet smagsforkælelse. Den første af to desserter hedder umodne bær og er en flot kombination af grønne rabarber og jordbær, pistacie, hvid chokolademousse og havesyregranité, og retten leger flot med balancen mellem sødme og syre og stadfæster køkkenets akkuratesse i tilsmagningen. Betjeningen er meget opmærksom, velsynkroniseret og uden slinger i valsen, men der kan med fordel løsnes en smule op for formaliteten. Vinen håndteres glimrende, og vinkortet bringes fint i anvendelse til de gæster, der ønsker at gå uden om den ellers fine vinmenu. Helhedsoplevelsen på Ruths Hotel er stadig helt i top.

Contact

Adress

Hans Ruths Vej 1
9990Skagen

Phone

+45 9844 1124

Web

http://ruths-hotel.dk

Other places nearby

News