Restaurant

Áarstova

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Familiære færøske smagsoplevelser i meget god klasse

Det karakteristiske sorte hus ved havnen med hvidsprossede vinduer og græstag sætter scenen for et stykke velsmagende Tórshavner-historie. For her på restaurant Áarstova findes det traditionelle færøske køkken i bedste udgave – serveret i en trofast, nutidig og nærmest hjemlig version. Vi træder indenfor i varmen og føres forbi køkkenet og ind i de hyggelige, lavloftede stuer med pilskæve plankegulve og historiefortællende, udsmykkede vægge – det er som at tage plads i en gammel færøsk dagligstue for det bedre borgerskab. Her er rart og indbydende. Der er strøget stofdug på bordet, levende lys, tungt bestik, blid musik i baggrunden og et varmt værtskab, denne aften ført an af rutinerede skotske James Kaley, der med det samme får os til at slappe af og glemme blæsten udenfor.

Menukortet er ikke stort, men består af husets klassikere: appetizer-sektionen ”A good way to start” (østers, foie gras og et udvalg af oste), efterfulgt af 3 forretter, 2 hovedretter og 3 desserter. Der er mulighed for at smage alle 3 forretter, hvis man vælger 5-rettersmenuen. Vi begrænser os en smule og går i 3-rettersudgaven – med indbyrdes aftale om ikke at vælge det samme, så vi stadig får smagt os igennem et bredt udsnit. Lunt, nybagt surdejsbrød med smør i en lille træbåd – begge dele generøst genfyldt undervejs – lander på bordet, mens det glimrende vinkort bliver studeret. En flaske Bassermann-Jordan Riesling 2024 taler til min medspiser, mens jeg læner mig tilbage med et fornuftigt prissat glas Deutz Champagne og overlader det videre vinvalg til James via aftenens sammensatte vinmenu.

Lammetatar lander som første servering på min side af bordet, mens husets fiskesuppe udgør forretten overfor. Lammet er mildt og delikat – både i smag og tekstur. Ingen antydning af “uld” i eftersmagen, blot kødets rene umami, jern og lette sødme. På toppen ligger et sprødt, salt låg af kartoffelchips i spåner, og på siden gemmer sig en hjemmelavet ”remoulade” med tydelig, balancerende syre samt et lille smagstwist fra dybgrøn korianderolie. Herlige mundfulde, der skaber præcis det, de skal – smagsglæde, kompleksitet og appetit på mere. I glasset følger Beaujolais‑Villages fra Joseph Drouhin. Ren gamay, læskende og rødfrugtet. Hvor tilberedt lam ofte kalder på kraftigere Rhône eller Bordeaux, giver den saftige, lyse frugt her fuld mening i forhold til tatarens mildhed. Herligt. Suppen med lokalfanget torsk, ørredrogn og forrygende safranfarvet sauce på blåmuslinger og hvidvin skaber samtidig tilsvarende og helt forståelige smagssmil overfor.

Køkkenet sørger for, at det i hovedretterne igen er det bedste fra Færøerne, som er i fokus. Hav og land – får og fisk. Et imponerende “full size” halestykke fra den kødfyldige havtaske er paneret og pandestegt på benet, med det flotteste hvide kød, der – på trods af størrelsen – er tilberedt til perfektion. En fuldfed hollandaise, der nok kunne trække en anelse mere syre, små kartofler og en rustik salat fungerer fint som tilbehør, men er egentlig sekundært. Fisken er nemlig himmelsk i sig selv, og serveringen er meget rammende opkaldt og dedikeret til den fornyeligt afdøde køkkenchef Jörgan. Modsat på bordet lander en 14 timers slow-roasted kølle af lam i bedste vikingestil. Sprød stegeskorpe, saftigt, smagsrigt kød og en dyb, kraftig indkogt sauce på kande til kødet og de ovnbagte rodfrugter, der også er på fadet. En lammekølle, man nemt kan skære og trække fra hinanden i store møre og mundvandsfremkaldende lunser. Der er flere får end mennesker på Færøerne, men på byens mange andre restauranter møder man sjovt nok ofte islandsk lam. Men ikke her – Áarstova holder fast i det færøske, og det kan smages. Denne lammekølle fås ganske simpelt ikke bedre. Voldsomt lækre hovedretter, som heldigvis har en størrelse, så der nemt kan deles og smages på tværs – ellers havde der været splidsskabende misundelse på begge sider af bordet.

Rabarber gror overraskende frodigt heroppe på de barske klippeøer, hvorfor det kun giver ekstra god mening at runde af med rabarber-trifli, der får følgeskab af Graham’s 20-års tawny portvin fra magnumflaske. Et trygt og solidt punktum der understøtter følelsen af, at man på Àarstova finder ukrukket og opgraderet hverdagsgastronomi, som på basis af stilsikkert håndværk, fornemt værtskab og fremragende råvarer, på skønneste vis omfavner vores smagsløg og mere til. Áarstova er huslig luksus i øjenhøjde, og vi lander trygt i den meget gode klasse – et venligt prissat must i Tórshavn, når længslen efter en klassisk færøsk middag melder sig.

Contact

Adress

Gongin 1
100Tórshavn

Phone

+298 33 30 00

Web

http://aarstova.fo

Other places nearby

News