Restaurant

Skeiva Pakkhús

Klassificering

FINE LEVEL

Italiensk køkkenkunst, nordatlantisk madskattekammer og panoramisk udsigt

Skeiva Pakkhús (det skæve pakhus) er en højloftet og velbevaret historisk bygning, som med servering i både stueetagen og på det store dæk, der løber langs bygningens stenmure i et svævende førstesalsplan med atrium i midten, er rustikt, men perfektionistisk indrettet i respekt for bygningens oprindelige funktion som kullager. Der er frit indkig til det moderne italienske køkken fra spiseområdet, hvor man også kan se åben ild i ovnen, hvor der produceres klassisk kartoffelpizza med rosmarin. Som enhver anden europæisk hovedstad har Tórshavn i Skeiva Pakkhús en italiensk kvalitetsrestaurant. Både bar og vinkort er velforsynede og køkkenet excellerer i færøsk ingrediensbaserede fortolkninger af italiensk køkkenkunst. Bygningen ligger kajen, og gennem stedets store panoramavinduer har du fri udsigt til al aktivitet på havnen samt sundet mellem Tórshavn og Nólsoy. Lige ud for ligger skonnerten Westward Ho, der har givet navn til stedets store menu, hvortil kan købes en yderst prisvenlig og velmatchet vinmenu af god kvalitet. Stedets manager og kyndige sommelier, Esther, viser os til vores bord og serverer en forfriskende økologisk spumante fra huset Balestri Valda i Veneto. Den hedder Volkanos og er på 100 % garganega med en fin balance mellem frugt og syre, herunder citrusfrugter og pære. Der indledes med sprøde arancini med svampe, hvortil der serveres en karljohanmayonnaise med dybe jod- og hasselnøddetoner. Så ansjoser serveret med tykke smørristede stykker af luftigt lyst hvedebrød. Herefter følger foccacia, som sammen med en god olivenolie akkompagnerer en planke med salumeria bestående af en salame piccante i fin balance mellem fedt og kød med en voksende smag af stærk rød chili, en salame romano med smag af frisk urtehave, en klassisk fennikkelpølse og fintskåret parmaskinke, alt i høj kvalitet. Hertil serveres velsmagende syltede og grillede grøntsager i olie. I samme seance spises også oste, herunder fint udskårne stykker af en spændende vellagret let krystalliseret parmesanost. Laksecarpaccioen, som består af rimmet færøsk laks med parmesanknas, mascarpone, ruccola og revet citron er en velkomponeret elegantier, hvor smagsnuancer fra alle ingredienserne træder klart frem. Dernæst fås tagliolini med en sovs af tomat og mascarpone toppet med let grillede halve jomfruhummere og dampede blåmuslinger. Her tilfører de friske færøske råvarer virkelig nordatlantisk havskatkvalitet til den italienske kogekunst.  Næste hovedret er en veltilberedt mør oksemørbrad lagt på en kraftig okseragout med fine pebernoter, som igen ligger på en bund af en let polenta og tørrede tomater garneret med kapers og urter. Affogato al espresso, vanilleis druknet i varm espresso, er en god finale, men mandellikøren er kun til dem med en svært sød tand. Servicen er både venlig og kyndig, priserne er rimelige, og der er et skønt barområde, hvor man i weekenderne sågar kan blive hængende til italienske sjusser og live musik helt til klokken to om natten, eller indtil der kommer et belejligt ophold i den tungt faldende fugt.

Contact

Adress

Sigmundargøta 19
100Tórshavn

Phone

+298773300

Web

https://skeivapakkhus.fo

Other places nearby

News