Ribehøj

Her er en fremragende udsigt over en lille sø på kanten af det gamle grænseland mellem Danmark og Tyskland. Et nyrenoveret hus danner rammen om områdets mest lovpriste spisested, hvor menuen er stueren og følger de gængse skummende saucer skilt med grønne olier, kraftige glacer og en udpræget tendens til blomstermisbrug. På de glade gæster kan man høre, at det er godt, det ikke er alt for eksperimenterende. Den fuldstændig fantastisk søde, empatiske og vidende tjener, der på mange måder gør denne aften værd at mindes, er jævnligt henne og høre til ønsker, og om der skal fyldes op. Forklaringer til vinene tilpasses tilhørerne, og der er både oplysning og respekt lige meget, hvem der får forklaret. Helt upåklageligt og velsmagende er det store stykke perfekt skindstegte kulmule med spidskål, havesyre og en skilt creme med grøn olie og nogle fine fiskekrydderurteflager. Også den med god syre og fylde skænkede italiener, Tenuta da Mar, Calmo Soave Superiore, der ligesom den til durocgrisen serverede Brunello di Montalcino er både fyldig og dyb uden at ramme marmeladefaktoren, som et par af de andre vine gør. Det er også durockødet, der sammen med desserternes friskhed og fine håndværk løfter menuen. Den gode griserace ses ikke så ofte rendyrket. Desværre fik grisens fine smag et dødsstød af en kraftig BBQ-sauce. Det var synd for rettens gode idé med fennikel og tomater, der heller ikke kom frem med noget smagsbidrag. Heldigvis landede desserterne skarpt med jordbæris, marengs og estragoncreme efterfulgt af citromelisseis, rabarberstykker, hvid chokoladecreme og endnu et par upassende stedmoderblomster. Trods svipsere har Ribehøj sine momenter, den gode udsigt og især det fantastiske værtskab, der sikrer den en plads i meget god klasse.