![](https://s3-eu-central-1.amazonaws.com/admin.whiteguide.com/content/media/attachments/images/000/040/271/medium/mel1.jpg?1691680973)
![](https://s3-eu-central-1.amazonaws.com/admin.whiteguide.com/content/media/attachments/images/000/040/272/medium/mel2.jpg?1691680997)
![](https://s3-eu-central-1.amazonaws.com/admin.whiteguide.com/content/media/attachments/images/000/040/273/medium/mel3.jpg?1691681018)
Velsmagende bornholmer idyl
Lækkerhedsfølelsen bliver aktiveret på sekundet, når den kridhvide facade på hyggelige Melsted Badehotel kommer til syne for enden af en lille stikvej et solidt ”klippekast” fra Gudhjem. Her i vandkanten og beriget af en medfølgende formidabel udsigt har det erfarne makkerpar Daniel Kruse og Troels Madsen gjort det til deres fornemmeste opgave, at forkæle smagsløgene på sultne og nydelseshungrende bornholmske feriegæster. Og det lykkes de utvivlsomt til fulde med.
Der er flere muligheder menumæssigt, hvor der kan vælges klassiske skaldyrsserveringer à la carte eller forskellige forudbestemte menuer af forskellige længder med fornuftig prissætning. Vi lader os friste af ”sæsonmenuen” med de maximale 6 retter og tilhørende vine. Vinkortet er ikke stort, men indeholder flere klassiske fristelser. Fristelser vi i retroperspektiv nok vil være tilbøjelige til at kikke dybere i ved næste besøg.
Den fra start zenagtige lyd af bølgeskvulp fra den åbne terrassedør i det indbydende lyse lokale afløses løbende af livlig glad feriestøj fra den efterhånden fuldt bookede restaurant. Melsted Badehotel er uden tvivl populært – og med rette.
Simple snacks og herligt hjemmebagt surdejsbrød med dobbelt smørelse udgør, sammen med et glas champagne, opvarmningsseancen, inden vi for alvor går i gang.
Teksturdivergerende hvide asparges i både syltet, dampet og pivfrisk form er sirligt anrettet med en luftig æggecreme, tørret og saltet pighvarrogn samt grønt drys af dild og den let bitre agurkeskrælsmagende urt strandarve. En forfriskende og stærkt velsmagende kombination, der dog bliver parret med et niveaumæssigt knap så interessant hyldeblomst- og fersken osende glas sauvignon blanc fra Château de la Presle i Loire, der med fravær af tilpas syreintensitet desværre aldrig bliver et perfekt match
Der er en tydelig sommerstemning i valg af råvarer gennem hele menuen med masser af sæsonstruttende friskhed fra både havet og haven. Det er comfort food i den mest positive forstand, der bliver iscenesat i flot synkronisering med de indbydende naturlige omgivelser. Her er ingen unødige smagsudfordringer, som potentielt ville kunne forstyrre ferieidyllen, samtidig med at maden på ingen måde opleves kedelig. Hatten af for det.
På toppen af en, som tjeneren selv beskriver det, ”sammensmasket” kartoffelkompot af nye kartofler og rigeligt smør balancerer et flot tilberedt stykke bagt hellefisk med en rundhåndet skefuld caviar og omkransende purløgstilsmagt klassisk beurre blanc. Masser af lækkerhed samlet på en tallerken og denne aftens tydeligste eksemplificering af, at de vil os det absolut godt fra køkkenets side. Denne gang rammer vi heldigvis også helt rigtig med vinen, hvor en californisk men dansk produceret Niels Udsen chardonney spiller perfekt med på både fedme- og syretangenterne. Tankerne ledes nærmere mod Chablis end gumpetung amerikaner. Ja, tak!
Sart kyllingebryst og en forførende sprød kroket af lår får selskab af nybælgede ærter og asparges i samme farve, afrunder fint hovedmåltiderne, inden der i to dessertserveringer skrues ekstra op for sommerstemningen med en symfoni af jordbær. Først en granité på den umodne version innovativt blandet med vanilje- og sukkersyltede hvide asparges. Et ofte overset kombinations-hit, der absolut ikke bliver ringere af en rigelig mængde underliggende crème anglaise. Finalen med gentænkt ”jordbær med fløde” gør kun feriestemningen komplet.
Vi trisser mætte udenfor på terrassen i midsommerskumring og aftenbrise, mens vi nyder kaffen med et sidste glas, og kan derfra konstatere at Melsted Badehotel med Daniel og Troels i spidsen stærkt kandiderer til at blive det nye fortrukne gastronomisk ferieindslag, når turen går til Bornholm. Vi har nemlig at gøre med et måltid i meget god klasse.