Restaurant

Sankt Annæ

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Upåklagelig frokost af den gamle skole

Skt. Annæ, der siden 1894 har haft til huse på adressen, er utvivlsomt et af byens finere frokostetablissementer. Her træder du ind i en tidslomme fra før sæderne gik af lave. Tjenerstaben er naturligvis af den gamle skole og fuldstændigt upåklagelig i det intime lokale, hvor bordene står tæt, dugene er strøgne og servietterne er stivede. Menukortet rummer et omfattende udvalg af klassisk smørrebrød og lune retter, og desuden er der et tavlekort med sæsonbetonede fristelser. Tavlen byder på både hummerbisque og –salat, og vi prøver den første, der er dyb og intens med store saftige hummerstykker. Ålen er undertiden alt sjældnere at finde på byens menukort, men heldigvis findes den her i klassisk variant, røget med røræg og purløg, smukt anrettet på musselmalet porcelæn. Den slibrige fisks kød er smagfuldt og fedt, og rørægget perfekt. Ålen kræver drik, så vi får et stort glas Bombay Pale Ale fra Nørrebro Bryghus, hvis milde humlebitterhed står godt mod det fede og røgede. I det noget mindre glas skænkes gode gamle Aalborg, der spiller og ler klart, når den holdes op som en stor levende diamant. Herefter trakteres vi med den mest vidunderlige bøf stroganoff vest for Königsberg, der udmærker sig med møre strimler af rosastegt oksemørbrad og en fyldig og cremet sauce med herlig røget paprikasmag. Den tilhørende kartoffelmos er smørrig, som den skal være. Anretningerne er rigelige, så vi triller herfra mætte og glade med en varm anbefaling til den, der værdsætter en solid velanrettet frokost på råvarer af højeste kvalitet i traditionsrige rammer.

Contact

Adress

Sankt Annæ Plads 12
1250København

Phone

+45 33 12 54 97

Web

http://restaurantsanktannae.dk

Other places nearby

News