Vi kan forandre verden gennem maden!

Dette er Rasmus Munks smukke kongstanke, og for at sætte trumf på hvor meget vores mad betyder for vores jord og de mennesker, der bor på den, havde han kaldt til symposium i et af sine nyere tiltag: Spora Forum. Dette netværksforum har til huse i de lokaler på Refshaleøen, hvor Amass lå, ganske tæt på Rasmus Munks restaurant The Alchemist.

Journalister, gastronomer, kokke og videnskabsmænd var sat stævne dér, og dagens program var spækket med notabiliteter, der fra hver deres vinkel skulle give deres bud på, hvordan vi gennem maden kan forandre verden – til det bedre eller det værre. For en mønt har som bekendt altid to sider.

Line Gordon, videnskabsperson og ekspert i bæredygtighed fra Resilience Center i Stockholm, der arbejder på hvordan mennesker og natur kan udvikle sig på en klode under pres, kunne fremvise faretruende prognoser, hvis ikke vi omlægger den måde, vi forbruger mad på. Fremtiden var ikke just lys og behagelig efter hendes oplæg med mange og hårdtslående tal.

Så var det mere opløftende at lytte til neurogastronomen og psykologen Charles Spence fra Oxford University, der med glimrende eksempler kunne demonstrere, hvordan både markedsføring, sanseapparatet, minderne og identiteten bestemmer, hvad vi kan lide og ikke lide. Problemet er her, at beskrivelserne er præcise og geniale, men forandringspotentialet ikke så stort.

Andreas Hansen fra World Food Program kunne på den helt store skala nedtrykkende berette om, hvordan sult er tre-firedoblet siden 2020 grundet øget krig og politisk forandring. Og så kasserer vi stadig en tredjedel af verdens spiselige mad. Vi lærte af Tim Spector, der er tarm mikrobiom ekspert, hvad der kan være det bedste for vores eget indre, og det går ganske godt i spænd med en fleksitarisk tankegang, der jo samtidig vil reducere landbrugets skævvredne fokus på kød. Og sådan blev dagen ved, og vi måtte jo sande, at Rasmus Munk har fat i et rigtigt perspektiv, når han med Spora vil forsøge at ændre verden gennem maden. Vi skal lære at værdsætte og værdisætte maden, madlavningen og bæredygtigheden på en ansvarlig og lystfyldt måde.
Foto: Martin Kaufmann

Read more