Formen er Alchemists med de klassiske fem akter fra teatret, men indholdet er en synergi mellem tankerne fra hedengangne elBulli, fra eksisterende Enigma i Barcelona og i høj grad også fra vores hjemmehørende Restaurant Alchemist.

Vores entré i første akt er derfor en dans med hvide buldogs, som reference til hvordan elBulli har fået sit navn, da restaurantens oprindelige ejere (ægteparret Schilling) havde nogle franske buldogs. I en strøm af serveringer hvor alene tredje akt blandt andet byder på tomatgranité med mandelgelatine (elBulli 1864), mozzarella soufflé (Enigma), 1984 – øjet (Alchemist), raviolien der forsvandt (elBulli 1846), foie granchovy (Enigma), marineret søpølse (Enigma og Alchemist), soja burrata og sort trøffel (Enigma), hønsefod med vietnamesisk sauce – kaldet footprint (Alchemist), krydderi-hjulet (elBulli 1846) Skriget af Munk/Munch – bestem selv hvem (Alchemist) og den legendariske Andy Warhol banan (Alchemist).

Dette bliver sammen med adskillige andre serveringer oplevet i ”The Dome”, hvor billederne både gentager nogle af Alchemists markante naturoplevelser, men nu tilføjet tydelige referencer til de to brødre Adrià og især til arven fra elBulli. Overvældende er det, da kuplen langsomt fyldes med billeder, der alle viser retter fra elBulli, og efterhånden som kuplen fyldes, går det op for os, at det er samtlige 1846 nyopfundne serveringer, der er blevet skabt på elBulli.

Anerkendelsen og respekten for arven er tydelig hos Rasmus Munk, der også serverer en ”homage to Juli Soler”, der var medejer og leder af elBulli (død 2015), og hvis portræt toner frem i jordskokkecremen med printet billede, som vi så spiser.

Da vi efter 7 timer og 38 serveringer inklusive den mest forrygende chokolade box med stykker fra både elBulli 1846, Enigma og Alchemist har signeret den store hvide buldogfigur er oplevelsen dårlig nok landet i os. Det tager dage at fordøje og forstå, at man har været med til en unik gastronomisk og æstetisk oplevelse i verdensklasse, der stadig holder fast i, at vi kan og skal bruge gastronomien til at ændre verden mod noget bedre.

Read more