PRESSEMEDDELELSE: Opråb fra et fyrtårn i branchen… 

White Guide har interviewet restaurantchef Jan Restorff fra Søllerød Kro, som kommer med dette opråb... Jan, hvad siger du til den nye nedlukning af restauranterne? 

Vi skal alle bidrage til at tæmme COVID-19-pandemien i Danmark. Desværre står vores danske spisesteder nu igen for  skud, trods vidtrækkende tiltag for at eliminere risikoen for smittespredning i forbindelse med restaurantbesøg.  Branchen er siden marts ramt på så mange parametre, at selv sagnkongen Sisyfos' arbejde med at trille en sten op ad  bjerget i Hades virker som havearbejde en sommersøndag i kolonihaven. Først en total nedlukning, så skrappe  restriktioner med reducerede indtjeningsmuligheder til følge. Turisterne er naturligvis også væk, hjælpepakkerne har  været forsinkede, restauranter med gæld til det offentlige på over kr. 65 har slet ikke kunnet modtage hjælpepakker - og nu står sektoren igen for skud med total nedlukning i 38 kommuner i årets normalt travleste periode.  Restauranterhvervet, Danmarks efterhånden største turistattraktion, er, på grund af coronavirusset, helt uforskyldt,  havnet i sin største krise nogensinde. Vi har brug for opbakning. Så derfor, kære politikere, udvis rettidig omhu ved  straks at sikre vores virksomheders overlevelse og de ansattes fortsatte beskæftigelse, fx ved at udskyde A-skat, moms  og skrue en øjeblikkelig hjælpepakke sammen, som skaber tryghed for både restauratørerne og deres medarbejdere. 

Niels Steenstrup Zeeberg, direktør i White Guide, udtaler i den forbindelse: 

White Guide Danmark opfordrer til, at alle Folketingets partier tager ansvar og straks i fællesskab beslutter at dække  samtlige omkostninger, restauranterne påføres i forbindelse med den nye nedlukning, så de ansatte og  restauratørerne kan bidrage til at passe på os andre uden at frygte for at tabe deres livsværk. Vedtagelsen af nye  restriktioner bør hver gang følges af øjeblikkelige kompensationsordninger, når man lukker dele af samfundet ned. 

Read more