Det er desværre ikke ret ofte, man støder på dansk vin ude på landets restauranter og vinbarer. Ikke mindst ud fra et bæredygtighedsperspektiv burde det være en såkaldt no-brainer, at ikke blot råvarerne på tallerkenen er så lokale som muligt, men også dråberne i glasset. Enten er det bare for længe siden, mange steder har givet dansk vin en chance, eller måske er det bare aldrig faldet dem ind, at dansk vin efterhånden er en reel mulighed på vinkortet.

Næsten helt ude på spidsen af Røsnæs ligger Lise og Povl Barfods vingård. Begge er egentlig arkitekter, men i 2015 plantede de deres første vinstokke på de sydvendte skråninger mod Kalundborg Fjord. Sydvendte skråninger, randmoræne og det faktum, at Røsnæs er et af Danmarks solrigeste steder, gør området ideelt (i hvert fald fra et dansk perspektiv) til vindyrkning. Der er desuden altid god vind, og gusen efterlader salt på druerne, hvilket kan fornemmes i den færdige vin, når man slikker sig om læberne efter en slurk.

Her dyrkes økologisk, og man er endda i færd med at omlægge yderligere, så produktionen bliver biodynamisk. En flok får plejer markerne og spiser ukrudt mellem rankerne.

Vinproduktion kræver tålmodighed, og naturligvis tager det tid at perfektionere – især under de relativt svære klimaforhold, som danske vinmagere bydes. I begyndelsen af det danske vineventyr var det således ikke nemt at konkurrere med udenlandske vine, ikke mindst i forhold til pris. Men flere års hjerteblod og hårdt arbejde giver pote. Kvaliteten er støt stigende, og mange danske vine kan nu måle sig med gode udenlandske. Eksempelvis kom Barfod Vin i november 2019 hjem med en guldmedalje og fem sølvmedaljer fra International PIWI Wine Award og tidligere på året fem sølvmedaljer fra prestigefyldte International Organic Wine Award. Hvis den positive udvikling fortsætter, ser det virkelig lyst ud for Danmark som vinland.

Vi har smagt på fem hvidvine og en rosé fra Barfods årgang 2018. De tre druesorter solaris, souvignier gris og cabernet cantor er alle udviklet på Staatliche Weinbauinstitut i Freiburg im Breisgau med henblik på høj resistens for skimmelsygdomme og egnethed for dyrkning under køligere klimaforhold som de danske.

Solaris #B5
Let og forfriskende med en ren og stringent karakter. Noter af grønne bær og blomster. Perfekt som kølig aperitif i solen eller til fx østers.
Point: 86

Solaris #D55
Længere tids skalkontakt end #B5 giver lidt ekstra fylde og kompleksitet. Honning og hyldeblomst i næsen. Tør, let frugtig smag med god mineralitet i eftersmagen. Ideel til fisk og skaldyr.
Point: 88

Solaris #D12
Denne vin er spontanfermenteret, hvilket især kommer til udtryk ved en mere frugtig karakter. Især velmodne æbler og pærer står stærkt i næsen. Selvom alle vinene har mineralske og salte noter, er det som om, at det salte træder særligt frem i denne. Der er også let ”funky” noter fra den vilde gær. Kompleks. God fylde. Ville være et frækt valg til ostebord.
Point: 92

Souvignier Gris #N1250
Tydelig mineralitet, kalk. Noget mere krydret end solarisvinene med pebernoter i næsen. Frisk smag af citrusfrugter. Har noget kant og en smule bitterhed takket være særligt lang skalkontakt. Ville være god både til fiskeretter og lettere kødretter.
Point: 90

Souvignier Gris #N650
Spontanfermenteret. Modne æbler og pærer træder tydeligt frem i næsen, ligesom i den spontanfermenterede solaris #D12. Her er der god cremet fylde og en vis sødme, grænsende til det tyske begreb feinherb. Vaniljenoter. Lang eftersmag. Virkelig delikat. Ville være perfekt både til lidt kraftigere fiskeretter, ikke alt for søde desserter og ost.
Point: 94

Cabernet Cantor #CC
Smuk rosé med kraftig duft af tærte med friske danske jordbær. At dømme fra duften kan man forvente en vis sødme i smagen, men den viser sig at være tør og rank. Masser af bær og krydrede noter i smagen. Væsentligt mere smagfuld og kompleks end de fleste rosévine. Perfekt som kølig sommeraperitif.
Point: 89

White Guide kan varmt anbefale, at danske vinnydere og ikke mindst landets sommelierer giver de danske vinmagere en chance. Masser af ånd, hårdt arbejde, kærlighed og gavnlige sider af klimaforandringerne har, som sagt, medført, at danske vine er bedre end nogensinde, så spørg efter dansk vin, næste gang du er på restaurant eller vinbar!

Og når nu de flestes sommerferie alligevel kommer til at foregå indenrigs, kan vi hermed kun opfordre til, at der indlægges et vingårdsbesøg eller to i planerne, så du selv kan møde nogle af de dygtige og entusiastiske kvinder og mænd, der er godt i gang med at sætte Danmark på vinverdenskortet. 

Læs mere om Barfod Vin på hjemmesiden og på Facebook.

Skål!

 

Read more