




Knap 30 sekunder tager det for elevatoren at tage os fra promenade-niveau op til den højest beliggende restaurant i landet. Restaurant Bavn svæver på 44. etage i det ikoniske Lighthouse med en forrygende 360 graders udsigt over den jyske hovedstad, Aarhusbugten og naturen omkring. Udsigten i sig selv er af gode grunde blevet et udflugtsmål for mange, men det vil være at snyde sig selv for en ekstra himmelstræbende oplevelse (også når man nu alligevel har betalt 130 kr. for elevatorturen) hvis man ikke samtidig booker bord i makkerparret Stefanie Petersen og Mia Christensens nordisk moderne frokostrestaurant. For Bavn kaster i den grad gastronomisk lys over land, som det er værd at navigere efter.
Frokostkortet er i sig selv klassisk opbygget med delikate snackmuligheder til ”En god start”, en på forhånd fastsat 3-retters menu, et flot udvalg af smørrebrød, en lille håndfuld ”frokostfavoritter” og så selvfølgelig den søde afdeling til sidst.
Vi springer sektionen med ”En god start” over, selvom flere ting frister. Men klog af skade fra tidligere besøg er vi ikke i tvivl om, at mætheden nok skal indtræffe alligevel.
En ret der derimod er umulig at springe over, og som fra nærmest første dag har indtaget en fortjent klassiker-position er ”Rejer i trængsel”. Kunstfærdig stablede håndpillede fuldvoksne saltsødlige rejer hæver sig højt over et let ristet stykke lyst franskbrød og overhældes ved bordet af en fuldfed minimalt smags- og sæsontwistet hollandaise, mens en halv citron ligger klar til selvdosering af syre. Vaskeægte højbelagt smagsnydelse.
Sild i forskellige variationer er også en fast bestanddel af smørrebrødsudvalget. Både gammeldags modnet og en lun stegt i eddike er bestået ved tidligere besøg, hvorfor vi denne gang hopper ombord i Bavns versions af sennepsild – en sennep køkkenet, som med stort set alt andet, selv har lavet fra bunden. Udskåren filet med eminent struktur og rent bid ligger gemt under en lysegul blød dyne af mild sennepscreme, lidt ekstra skarphed fra skalotteløg, balancerende syltede sennepskorn, perfekt smilende vagtelæg og ekstra gult i form af dildskærme, der fungerer som gennemtænkt smagsgivende pynt. Et overlegent lækkert stykke smørrebrød der, som med de andre smørrebrødsserveringer på Bavn, i et madkultursperspektiv skuer langt mere fremad en bagud. Forankret dansk madkultur i et forfriskende moderne udtryk med rigelige mængder indsmigrende velsmag.
Til at skylle rejer og fisk ned med drikker vi frisk ufiltreret øl ”Helles Lager” fra Ebeltoft Bryghus, som ”næsten” kan skimtes i horisonten mod Mols. Vinkortet er varieret og spænder fra vild funky natur til det urklassiske i alle prislejer. Og hvis det ikke var fordi, der ventede arbejde efter frokosten, var der sikkert røget en flaske på bordet. Heldigvis er der også et lille udvalg af vin på glas, hvor saftig, urtet og let animalsk spätburgunder fra Dennis Wolf i Pfalz, viser sig at gøre det glimrende til næste kreation.
Vi ryger nemlig i det røde kød, hvor en tatar af okseinderlår bliver valgt frem for den ellers også anbefalelsesværdige Pariserbøf. En hvid tatarsauce godt tilsmagt med estragon ligger under en flot portion håndskårede tern af det friske kød. Kødet er rørt med finthakket kapers og skalotteløg, mens der er grønne indslag fra teksturgivende små snitter af ”haricots verts” og masser af skovsyre. Igen en yderst velbalanceret servering, der dog bevæger sig lige under de tidligere retters skyhøje niveau. Svaret ”fra en slagter på Fyn, der leverer til hele landet”, virkede samtidig ikke helt fyldestgørende, da vi efterfølgende spurgte ind til kødets oprindelse.
Der er derudover ikke mange fingre at sætte på betjeningen, som er både venlig og opmærksom. Man skal faktisk gøre sig umage for ikke at nyde en spiseoplevelse her i fyrtårnet. Alt føles behageligt med gennemført lækkert nordisk interiør, der understøtter den lyse, rene og luftige indretning. Samtidig gives der med glæde plads til små indlagte udsigts- og slåmavepauser på den udendørs platform, hvis viewet fra bordet ikke er nok. Og vigtigst af det hele – maden smager herligt.
Vi runder frokosten af med et voldsom stort, men visuelt smukt, ”istårn” i form af en dyblilla softice på blåbær, der i bedste ny nordiske stil bliver serveret med hele ristede hasselnødder, spæde honningkogte grankogler, lidt hasselnødsolie, spiselige blomster og afslutningsvis overhældt med 50 % fløde – bare lige for at skrue ekstra op for fedmen. Ingen behov for det på dette tidspunkt. Mætheden er indtruffet!
Restaurant Bavn udmærker sig på et væld af fronter. Der er styr på håndværket, velsmagende gastronomisk udsyn og det hele bliver serveret i helt unikke rammer. Potentialet er skyhøjt, men restauranten fortjener allerede nu at blive en ny aarhusiansk frokost-favorit. Bavn svæver nemlig lystigt rundt yderst på Aarhus Ø i den meget gode klasse.
Contact
Adress
Helga Pedersen Gade 79, 44.
8000, Aarhus