Bæst

Der er gode dage, og der er dårlige dage på Bæst. Maden er altid god – betjeningen afgør udfaldet. Denne aften har en skidt begyndelse med et diminutivt glas bobler – der kunne nok gå 10 glas på flasken, som et glas koster en femtedel af – og en nærmest fraværende service. Så mens de altid lækre sager fra det smukke stemningsfulde åbne køkken, hvor kokkene knokler, høvler af sted mod vores bord, er vores tjener som sunket i jorden. Derfor ankommer vores Langhe Nebiolo, 2019, som vi nok mener er et bedre valg end flere usynlige glasserveringer, først, da vi når til ret nummer 6, som så sjovt nok også bliver vores sidste varme ret. Vi har jo kun bordet i to timer. Det er fair nok, men ikke når betjeningen ikke kan holde kadencen.

Madmæssigt er Bæst stadig fremme i skoene med nogle af de bedste surdejspizzaer i både hvid og rød udgave – hvor favoritten er med gedeost, mozzarella, zucchini syltet i hyldeblomst og citrontimian, fremragende surdejsbrød med olivenolie og tilsvarende hjemmelavet charcuteri.

Bedst denne aften står deres hjemmelavede burrata med ærter, tallerkensmækker og olivenolie, samt deres sommerzucchini, der kommer i store grillede stykker med pistacier og pesto på zucchini og oregano. Forfriskende dejligt og nytænkt. Hvidløgsbrødet med lardo og ramsløgskapers er en klassiker, der stadig holder i fedme og syre, men gerne lidt mere salt. Grundlæggende har vi lyst til at spise maden igen – men først, når betjeningen er oppe i omdrejninger. Maden får dog Bæst placeret i god klasse.