Bo Bech kan noget særligt med smag. Og så formår han at tilføre noget nyt til ellers klassiske retter, uden at det bliver alt for funky. Dette slår os allerede ved først bid af en rådyrtatar med hakket rødbede, der lige får kant af en velafbalanceret røget soja.

Vi sidder i de gode gamle lokaler på Gråbrødre Torv, hvor restaurant Peder Oxe har ligget i en menneskealder. Således ramt af nostalgiens vemod og begejstring lader vi os omfavne af den store pejs, hvorfra varmen strømmer os i møde. Det gør varmen også fra vores to utroligt servicemindede tjenere, der både véd noget om vin, om betjening og om hvordan man altid får gæsten til at føle sig godt tilpas. Lige i husets gamle ånd.

Bo Bech er enkel i sine udtryk, så maden er forståelig, fyldt med alt det, der smager godt og så alligevel fuld af overraskelser. Aftenens tophit er noget så simpelt som en fræk ret med grønne blade af bl.a. sortkål, drysset med ramsløgskapers, valnødder, dild, små skiver af padronpeber en god klat smør og så små men betydningsfulde stykker af en Gudenå ost fra Them, der tilfører retten fedme, salt og umami, så vi drømmer om kun at spise grønne blade for fremtiden.

Vinudvalget er i orden, selv om det ikke blæser os bagover. Til gengæld gør betjeningen et særdeles godt arbejde med at vejlede og finde. Vores tjener finder et glas hvid jura, en Silice blanc 2022 fra Maison des Ardoisières, der, som han præcist beskriver, har en passende comtesk stil, der netop matcher klorofylen og den gudenåske ost. I det hele tager er det de grønne retter, der blæser os mest bagover. Både porrerne i mormordressing, den frisk tilberedte artiskokbund med masser af havesyre, smør og confiterede hvidløg og ikke mindst de dehydrerede kartofler kogt i vildtbouillon, da der nu er masser af vildt på kødsiden. Også gråanden i sin rene enkelthed i form af tre flotte skiver rosa bryst med lidt græskar pure og sky træder præcist frem for smagsløgene. Kun de to maritime serveringer kæmper lidt med smagsbalancen, så hovedingrediensen kammusling eller taskekrabbe ikke får lov at være tydelig nok i den personlige og kraftige krydring.

Den søde syndighed ligger lige for med en Bo Bechs fortolkning af arme riddere, hvor det smørstegte stykke brød følges med iskold cremet kardemommeis. Der er dømt masser af mums i en særlig personlig mesterklasse.