Restaurant

Yaffa

Klassificering

VERY FINE LEVEL

Fremragende mellemøstlig fusion

Endelig har København fået et mellemøstligt inspireret spisested i meget god klasse. Restaurantens dygtige australske køkkenchef kombinerer de friskeste danske råvarer med smag, teknikker, krydderier og først og fremmest kulturudtryk fra Mellemøstens skønne gryder, men uden fanatisme. Passer en ret bedre til at være nordisk eller latinamerikansk, så får den lov til det. Menuen med en masse små retter (og en vegetarisk variant) er mezzeopbygget (mellemøstlig antipasti) med mange deleretter til den yderst rimelige sum af 350 kr. per person. Gode vine og iskolde specialøl i glas er ingen sag at fremskaffe for det veloplagte og professionelt arbejdende personale. Vi sidder i en høj kælder på det altid stemningsfulde Gråbrødre Torv og begejstres over den superhøje kvalitet og det behagelige og hyggelige moderne indrettede lokale. De første fire serveringer overbeviser os om, at dette ikke bliver sidste besøg. Labneh med sødmefyldt marinade og et lille drys knasende kerner efterlader en vallelage ved tilblivelsen, der straks har fundet anvendelse i de stegte let fermenterede fladbrød. Dem dypper vi i den fyldige humus med granatæblekerner og sumak, der har fået netop så meget krydderi, at det bliver pikant, uden at det tager pusten fra rosévinen Les Terrasses fra Château Pesquié i Ventoux fra magnumflaske. Netop derfor kan den samtidligt serverede ceviche også lege med. En af de bedste og mest friske cevicher med knivskarp leche de tigre, vi har fået uden for Chile, hvor de ellers er uovertrufne. Rigelige portioner gør, at alle sikres en god mæthed. Næste serveringsrunde byder på frisklavede ikkebastante falafler og velkrydrede pakoras – masser af grønt i menuen giver god plads til det hele og til et glas spätburgunder fra Fritz Wassmer 2018. Stedet fortolker flot på baba ganoush, så der både er puré og hele stykker mørkbagt aubergine med semitørrede tomater og godt med frisk koriander til at friske det op med. Hver ret har sin egen smagsegenart og karakteristiske krydderurter, som fx når det er mynte, der kommer til kyllingen, som er anrettet på en kraftig form for ajvar, eller når tabboulehen er limefrisk med masser af let bitter persillle, som sig hør og bør. Afslutningsvis en lille sødmefyldt pistaciebaseret is med syltet frugt. Fremragende fusion, sympatisk og gastronomisk flot fortolket i meget god klasse. 

Contact

Adress

Gråbrødre Torv 16 Kld
1154København

Phone

+45 71726611

Web

https://www.yaffa.dk/

Other places nearby

News