ÅRETS RET MED GRIS: Fem af landets bedste restauranter kæmper om hæderen

Det er ingen hemmelighed, at danskerne elsker gode retter med gris. Flere af vores mest populære nationalretter kokkereres af grisekød, men Landbrug & Fødevarer vil også gerne være med til at hylde de kokke og restauranter, som kan vise nye og anderledes måder at bruge det velsmagende kød på. Derfor har de siden 2011 stået bag den prestigefyldte konkurrence, Årets ret med gris, og det er i år et yderst stærkt felt af fem gourmetrestauranter, der skal kæmpe om førstepladsen.

Nye sider af grisen
Årets ret med Gris er en konkurrence for kokke, som formår at lave retter, der viser nye, anderledes og velsmagende sider af grisekød. Konkurrencen søger at inspirere kokke samt forbrugerne til at se mulighederne i dansk gris som råvare, og den tiltrækker hvert år den absolutte elite inden for dansk gastronomi. Ved at vise den store variation i brugen af gris samt den høje gastronomiske kvalitet, kan endnu flere blive inspireret til selv at tilberede flere måltider med gris derhjemme.

Sidste år var det køkkenchef, Kasper Hasse, fra Falsled Kro i Millinge på Fyn, der løb med førstepræmien og vinderchecken på 30.000 kr., og året før blev det Thorsten Schmidt, køkkenchef og medejer af Restaurant BARR, som kunne tage prisen med hjem til København.

Fem stærke nominerede
Intet tyder på at konkurrencen i år bliver meget lettere på trods af et noget specielt år. Fem af Danmarks bedste restauranter er nemlig nominerede for deres bedste kreationer med gris, og henover de næste par uger kan du lære dem alle sammen lidt bedre at kende.

De nominerede er:

Syttende, Sønderborg
Falsled Kro, Millinge
Studio, København
Lyst, Vejle
Søllerød Kro, Holte

Læs mere på Landbrug & Fødevarers hjemmeside og på konkurrencens facebookside

Read more