WHITE GUIDE DANMARK 2020: Årets bedste restaurant byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

Restaurant Alchemist, København

Oplevelsen ved et besøg på Alchemist er så omfattende og fulddækkende, at en sådan totalitet aldrig er blevet set før. Det bæredygtige budskab er ikke kun i tilberedninger og ingredienser, interiør og tanker. Det er også eksplicit til stede i de formsymboler, som køkkenet benytter sig af på grænsen til det provokerende.

En provokation, der aldrig går over den grænse, hvor det bliver for smerteligt at tænke, men netop med den fine balance, hvor velsmagen aldrig glemmes, og hvor måltidet stadig følger en komposition, der giver genkendelig mening, selv om artefakter i rigt mål gør, hvad de kan for at gribe forstyrrende ind. En forstyrrelse, der skal få os til at vågne op og aldrig blot nyde, men både nyde og påtage os et ansvar for kloden.

De alvorlige indslag er mange, når vi skal ihukomme havenes enorme plastikaffaldsproblemer eller svinekødets gennem mere end 50 års uacceptable overforbrug af antibiotika, men humorens og kunstens evne til at sige det uudsigelige er også til stede i yveret med den delikate dessert, gæsten skal suge ud som en anden diende kalv - afhængig af at nogle kan føde den - eller i Andy Warhols re- og dekonstruerede banan, der med garanti aldrig har smagt bedre.

Det musiske og visuelle understøtter med en næsten overdreven lethed den æteriske tilstand, hvori vi alle skal stoppe op og tænke over, hvad det er, vi gør med os selv, det vi spiser, og den jord vi bor på. At magte så meget i et eneste måltid er uovertruffent og udløser, at Alchemist med Rasmus Munk og hele hans crew kan høste prisen som årets bedste restaurant.

Read more